Natur- og klimalitteratur
Natur- og klimalitteratur

Om dette arrangement

Tid
11:00 - 13:00
Pris
50 Kr
Bibliotek
Målgruppe
For voksne
For voksne

Lanceringsevent: Natur- og klimabibliotek

24.02.24
Fejring af ny særsamling med foredrag ved klimaforsker Sebastian Mernild og forfatter Victor Boy Lindholm samt oplæsning ved digter Nanna Storr-Hansen.

Vi har brug for at forstå klimaet og naturen omkring os: Hvad sker der af forandringer i vejr og miljø? Hvad betyder det for os og fremtidens klode? Hvordan vi forholder os til det?

Litteraturen hjælper os på vej til dette. Både fag- og skønlitteratur beskæftiger sig i disse år i intens grad med naturen og klimaet - og peger samtidig tilbage på tidligere tiders litteratur på området. 

Sorø Bibliotek har i forbindelse med den kommunale satsning Kulturen i Naturen opbygget en samling af relevant og aktuel litteratur om natur og klima.

Denne lørdag lancerer vi samlingen med besøg af forfatterne bag to af samlingens bøger, der afspejler samlingens bredde i genre og fokus.

Program:

Kl. 11.00-12.00: Foredrag ved klimaforsker Sebastian Mernild og litterat og digter Victor Boy Lindholm om deres fælles værk "Isbogen" (2023)

Kl. 12.00-12.20: Pause

Kl. 12.20-12.50: Oplæsning ved digter Nanna Storr-Hansen fra digtsamlingen "Bøgetid" (2022)

Kl. 12.50-13.00: Afrunding

 

Om oplægsholderne:

Sebastian Mernild er professor i klimaforandringer og global opvarmning ved Syddansk Universitet og leder af SDU Climate Cluster. Han var en af hovedforfatterne på IPCCs klimarapport 2018. Han har udført omfattende feltarbejde på iskapperne i bl.a. Grønland og Chile og været ansat ved forskningsinstitutioner i Alaska, Los Alamos, Chile og senest i Norge som professor og leder af Nansen Centeret i Bergen. Han modtog i 2018 Rosenkjærprisen for sin vidensformidling og var desuden nomineret til årets dansker.

Victor Boy Lindholm er forfatter, digter, journalist og cand. mag. i litteraturvidenskab. Han hans skrivning forholder sig til samtidsproblematikker omkring klima, natur, kapitalisme, køn og identitet. Han har modtaget stor anerkendelse for bl.a. digtsamlingerne ”Hyklertrilogien” og romanen ”En del af hjertet går ud af kroppen”. Udover en roman, flere digtsamlinger og essays, har Lindholm for nyligt også udgivet et skuespil - og med Isbogen en fagbog.

Nanna Storr-Hansen debuterede i 2017 med den anmelderroste digtsamling "Spektakel" og året efter med digtsamlingen "Mimosa", som blev nomineret til Montanas Litteraturpris. I 2019 udkom samlingen "Lyngtarm" og i april 2022 landede digtsamlingen "Bøgetid", som indbragte hende Montanas Litteraturpris samme år. Nanna Storr-Hansen tager i "Bøgetid" livtag med kroppens både nære og komplekse forbindelser med omverden, natur, geologisk tid. Digtenes sanselige og formmæssigt udforskende univers taler ind i klimakrisen og en tid for genforhandling af skellet mellem menneske og natur.

 

Praktisk info:

Parkering
Der er gode parkeringsmuligheder omkring Sorø Bibliotek & Bykontor. På Storgade og torvet er det muligt at parkere i en tidsbegrænset periode. Der er flere steder med handicapparkering i Storgade. Blandt andet to pladser ved Biblioteksporten ind til Den Grønne Scene. Derudover er det muligt at parkere i Munkevænget samt ved Holbergarkaden med indkørsel fra Rolighedsvej.

Elevator
Arrangementet foregår på 1. sal, hvor der er adgang via trappe og elevator.

Venteliste
Hvis arrangementet er udsolgt, har du mulighed for at skrive dig på en venteliste. Hvis der frigives billetter, vil du modtage en mail fra Place2book og her gælder først til mølle-princippet. 

Afbestilling:
Hvis du bliver forhindret i at deltage i et arrangement, hvor du har købt/booket en billet, så ser vi gerne, at du afbestiller din billet. Så har vi mulighed for at tilbyde din plads til en anden.

Materialer