Kulturen i naturen

Et sted der kan inspirere borgere og turister til oplevelser i kultur og natur i Sorø Kommune.

 

Kunsten i naturen, litteraturen i naturen, naturen i naturen. Naturen kan bruges på mange måder og der venter masser af spændende oplevelser derude, hvad enten du tager et staffeli, gode vandrestøvler eller en god ven under armen. Sorø Kommune har i fællesskab med Destination Sjælland lavet en hjemmeside, der giver inspiration til noget af alt det, du kan opleve på vores smukke egn. 

Nogle gange kan man ikke se skoven for bare træer. Andre gange glemmer man de oplevelser, der ligger lige uden for døren. Men der hjælp til både turister og lokale, når de planlægger søndagens gåtur eller det næste weekendophold. For Sorø Kommune har rigtig meget at byde på – både når det gælder unikke naturområder og spændende kulturoplevelser.

- Det der gør Sorø Kommune helt speciel er, at lige meget hvor du befinder dig, er naturen lige uden for døren. Der er aldrig langt til den næste naturoplevelse, hvad enten du vil stå tidligt op og høre nattergalens sang om foråret eller gå på svampejagt om efteråret. Men vi er også beriget med en spændende kulturhistorie, der trækker tråde helt tilbage til de første bosættelser i Bromme, over middelalderens magtkampe til oplysningstidens store forfattere – alt sammen noget, der har sat vores lille plet på landkortet indtil flere gange i Danmarkshistorien.

Kultureninaturen.dk skal vise noget af alt det, vi er så stolte af, og de mange muligheder der er, for at være aktiv i det fri, nyde naturen og fordybe sig i kulturen - alene eller sammen med andre. Godt nok er vi langt fra havet, men vi har masser af vand og højt til himlen og der er blevet tænkt mange store tanker gennem tiden.

Kom ud i naturen

- Lokalt er vi så privilegerede, at vi ikke behøver køre langt for at få skønne oplevelser, og det seneste år har sat ekstra fokus på de mange muligheder der er i vores egen skønne andedam. Men der har altså været trængsel rundt om Sorø Sø, så vi håber vi kan inspirere til at gå nye veje, fortæller Pernille Nygaard Simonsen fra Sorø Bykontor. - På kultureninaturen.dk byder vi på en skøn cocktail af natur og kultur, af fart over feltet eller fordybelse, og når Bykontoret åbner i slutningen af april, står vi også klar til at hjælpe med salg af cykelkort- og gåture og masser af gode tips, fortæller Pernille.

Kulturen i naturen er lavet i et samarbejde mellem Destination Sjælland og Sorø Kommune.