Glade bibliotekarer

BOGglad barndom

Af kple
23.05.22
BOGglad barndom; nye bogsamlinger til vuggestuer, børnehaver og SFO’er i Pedersborg og Stenlille

Stemningen var ekstra god på biblioteket lige op til jul sidste år. Der tikkede nemlig en tidlig julegave ind fra Slots- & Kulturstyrelsen; Sorø Bibliotek sammen med Pedersborg Skole, Stenlille Skole, Børnehuset Sandlyng, Naturbørnehuset og Villa Villakulla fik tildelt 350.000 kr. fra BOGglad puljen til et projekt, som Sorø Bibliotek har valgt at kalde for ’BOGglad barndom’.

”Med ’BOGglad barndom’ ønsker vi at give børnelitteraturen en vedvarende plads i børns opvækst. Litteraturen skal være bindeled mellem dagtilbud og SFO”, fortæller Randi Petersen, der er Daglig Leder på bibliotekerne i Sorø. Hun fortsætter ”Der skal stå bøger fremme i børnehøjde med forsiderne vendt udad, så både børnene og de voksne får til vane at række ud efter en bog, der stimulerer til leg og fælles aktiviteter eller skaber ro og nærvær i hverdagen.”

BOGglade aktiviteter
Sorø Bibliotek, der er  tovholder for projektet, står for BOGglade aktiviteter målrettet det pædagogiske personale med booktalks, viden om tidlig literacy og idéer fra bl.a. Sprog- og Læsesporet såvel som undervisning i oplæsningsteknik og dialogisk læsning.
”Vi har i Sorø Kommune stor erfaring med at inddrage kunst, kultur og kulturarv i institutionernes hverdag og disse erfaringer vi vil bringe i spil ift. valg af materialer,” siger Randi Petersen.
Samarbejdet mellem det pædagogiske personale og biblioteket, har ført til BOGglade aktiviteter, hvor børnene kommer med på råd og er med til at tegne samlingens profil. En profil, der matcher børnenes behov for leg, oplevelse og fællesskab.

Litteratur- og læseglæde
’BOGglad barndom’ er knyttet til projektet ’Litteratur & Læseglæde i Sorø Kommune’, der blandt andet rummer ’ÆllebælleMAJfortælle’ og ’KulturKaptajner’. ”Gennem dette tværsektorielle projekt får vi bedre muligheder for at styrke brobygningsarbejdet i skoledistrikterne og skabe børnefællesskaber på tværs af dagtilbud og SFO og dermed skabe tryghed i skiftet ved skolestart og pirre de yngstes begyndende interesse for at kunne læse selv,” lyder det fra biblioteksleder for bibliotekerne i Sorø Mia Sørup, der desuden fortæller at der skal bygges videre på de allerede eksisterende samarbejder med dagplejere og logopæderne i Sorø Kommune.

Litteratur magi i mange variationer
Der er ekstra travlt på biblioteket for tiden, i det bogsamlingerne er ved at blive byggest op. De kommer til at byde på anderledes historier og emner, og om muligt anderledes formater. Der er altså bøger, der adskiller sig fra det, børnene allerede kender fra skolen og derhjemme. Det samme gælder læseoplevelsen! ”Det er vigtigt, at børnene oplever den spritnye børnelitteratur, der kan berige barnets forestillingsevne. Der skal være bøger, der kan dramatiseres og sætte rammen til leg. Bøger der er velegnet til læsning i anderledes omgivelser, som for eksempel læsning i skoven, da det forstærker farver, lyde og lugte i historierne. Der skal være rim og remser, der styrker sproget og gode bøger til højtlæsning. I sfo’erne er der brug for flere eksemplarer af samme titel der kan invitere til læsefællesskaber, ligesom der er brug for tosprogede børnebøger i alle institutioner,” opremser Randi Petersen.  

Det vigtigste er, at alle børnene får positive erfaringer med bøgerne og oplever litteraturens værdi - og magi.