Om dette arrangement

Tid
(Hele dagen)
Pris
Gratis
Bibliotek
Målgruppe
For alle
For alle

Månedens udstiller; Karin Graver Larsen & Henrik Kirkeby Ajspur

01.03.24 - 31.03.24
Oplev udstillingen ”Close up” af de to lokale kunstnere Karin Graver Larsen og Henrik Kirkeby Ajspur.

På Gallerigangen på Sorø Bibliotek & Bykontor kan du opleve udstillingen ”Close up” af de to lokale kunstnere Karin Graver Larsen og Henrik Kirkeby Ajspur. En udstilling, der præsenterer en enestående samling fotografier, hvor den bærende idé er at fange øjeblikke i Sorøs skove, hvor kunstnerne sætter fokus på detaljer, der ofte går ubemærket hen under en almindelig skovtur.

Karin og Henrik har bevidst valgt at kalde udstillingen "Close Up" for at afspejle deres fotografiske tilgang. Ved at skærpe opmærksomheden på de små, skjulte verdener i skoven ønsker de at give beskueren en ekstra dimension af oplevelse. Karin udtrykker det således: "Man får sig en ekstra oplevelse med hjem."

Begge kunstnere har påtaget sig opgaven med at udforske skovenes delikate nuancer og de små udsnit, der ofte er overset. Uanset om det er det kontrastfyldte farvespil, et forvitret træ, der nærmest antager formen af et væsen, eller skovhuggerens spor i træstammer, der afslører en grafisk skønhed midt i naturens brutalitet, søger de at indfange skovens mangfoldige udtryk.

I en bevidst beslutning har kunstnerne valgt at præsentere deres billeder i en blanding, uden angivelse af, hvem der har taget hvilke billeder. Dette valg understreger mangfoldigheden i deres fælles interesse og skaber en sammenhængende fortælling om skovens skønhed og kompleksitet. Det er håbet, at beskuerne vil lade sig inspirere til at stoppe op og se nærmere på skovens skjulte motiver, når de bevæger sig gennem udstillingen.

Karin Graver Larsen og Henrik Kirkeby Ajspur, der begge er bosiddende i Sorø, er naboer og nære venner. Deres samarbejde og den kunstneriske præmis for udstillingen opstod spontant, da de opdagede deres fælles passion for at udforske skovens detaljer og visuelle fænomener. Begge kunstnere er amatør-fotografer, og alle billeder i udstillingen er taget med deres mobiltelefoner.