Tip en 13'er

Tip en 13'er - talemåder

Af kple
28.03.22
Skal vi tage hatten af for dig eller er du ikke den skarpeste kniv i skuffen? Vi har samlet 13 talemåder og skrevet deres betydninger, men hvilken talemåde hører til hvilken betydning?

Hvis du har været forbi Sorøs Grønne Scene og undret dig over, hvad pokker fortællebrønden prøver at fortælle dig, så er du ikke alene. Vi har smidt en masse talemåder i brønden og nogle af dem må siges at være en smule tossede. Helt ærligt, hvordan kan man høre græsset gro eller stege i eget fedt?

Men for sjov skyld, skal vi så ikke lige se, hvor slemt det egentlig står til. Eller om det overhovedet står slemt til, for vi skal jo ikke male fanden på væggen. Hvor godt styr har du på de danske talemåder?

Kan du kæde talemåderne sammen med de rigtige betydninger?

Klap lige hesten! Du skal ikke tage benene på nakken, for vi er sikre på, at du har mange brikker at flytte rundt med. Så hold tungen lige i munden og tag quizzen. Del gerne med en ven, så du har nogen af give baghjul.

God fornøjelse.

1. Der faldt ti-øren A. Græde masser af tårer
2. Spille førsteviolin B. Være den, der bestemmer
3. Føle nogen på tænderne C. Man lader som om, man hjælper til, men faktisk laver man ikke noget som helst
4. Spise brød til D. Skabe splid eller problemer for andre
5. Sætte lus i skindpelsen E. Gå med til noget, der strider imod det man egentlig ønsker
6. Køre på frihjul F. Se en berømt person
7. Se giraffen G. Når man endelig forstår noget
8. Sluge kameler H. Man danner sig et indtryk af nogen
9. Tage brødet ud af munden på nogen I. Være træt, slap og sløj
10. Være mat i sokkerne J. Forhindre nogen i at arbejde og tjene penge
11. Brænde sit lys i begge ender K. Tage tingene med et vist forbehold og ikke reagere overilet
12. Vande høns L. Arbejder med for mange ting samtidig
13. Stikke hovedet i busken M. Man lukker øjnene for virkeligheden og undlader at forsøge at løse problemerne

 

 

Svarene er bare et klik væk – nemlig lige her.