Sorøs Grønne Scene

Stillingsopslag

Af Rdkp
23.02.24
Sorø Bibliotek & Bykontor søger en relationsstærk markedsføringskoordinator/kulturformidler, der kan øge kendskabet til kommunens mange kultur- og fritidstilbud.

I Sorø Kommune har vi en stor ambition om at promovere kulturen, så de mange kulturtilbud bliver synlige og relevante for endnu flere borgere, og at kulturen bliver en værdifuld del af Sorø Kommunes brand.

Vi leder derfor efter én, der både kan indgå i og drive kommunikationsopgaver på tværs af Sorø Bibliotek, Sorø Musiske Skole og Kultur- & Fritidsafdelingen i Sorø Kommune og som kan markedsføre aktiviteter til forskellige målgrupper. En person som har let ved at skabe relationer og samarbejder med lokale netværk, foreninger og fællesskaber med det for øje at kunne iværksætte flere kulturelle aktiviteter på Dianalund Bibliotek.

Stillingen som markedsføringskoordinator/kulturformidler er på 35 timer ugentligt, fordelt på 23 timer til kommunikation, grafisk arbejde og markedsføring af Sorø Bibliotek & Bykontor, Sorø Musiske Skole og Kultur- og Fritidsafdelingen og 12 timer til formidling, aktiviteter og udlånsarbejde.

Søg stillingen her

Nedenfor kan du læse mere om hvad stillingen som markedsføringskoordinator/kulturformidler indebærer,

Jobprofil til markedsføringskoordinator (23 timer)

Markedsføringskoordinatoren har hovedansvaret for at udbrede kendskab til Sorø Kommunes kultur- og fritidstilbud til borgerne i kommunen. Koordinatoren arbejder i den kapacitet med de tilbud, som prioriteres af bibliotek, Musisk Skole og Kultur- og Fritidsafdelingen. Koordinatorstillingen svarer til 23 timer om ugen, fordelt med 6 timer til Musisk Skole, 4 timer til Kultur- og Fritidsafdelingen og 13 timer til Sorø Bibliotek & Bykontor.

Markedsføringskoordinatoren formår at arbejde på tværs og skabe sammenhæng mellem bibliotek, musisk skole og kultur- og fritidsafdelingen, men koordinatoren formår også at se de enkelte områder ud fra deres særegne karakteristika. Koordinatoren har det samlede overblik over promoveringen af kultur og fritidsområdet i Sorø Kommune og er drivkraft for den samlede indsats.

Den samlede kommunikations- og markedsføringsindsats styres af en styregruppe bestående af biblioteksleder, leder af musisk skole og afdelingsleder for Kultur og Fritid. Markedsføringskoordinatoren understøtter styregruppens arbejde med at lægge en samlet linje for markedsføringsindsatsen på kulturområdet.

Resultater

For at lykkes med opgaven forventes markedsføringskoordinatoren at opnå følgende resultater:

  • Promovere kultur i Sorø, så kultur fremstår som synligt og relevant for borgere i Sorø Kommune og som en del af at brande Sorø Kommune.
  • Indgå i og drive de enkelte områders arbejde med at markedsføre aktiviteter og synliggøre dem så borgerne oplever dem som relevante.
  • Skabe et sammenhængende og genkendeligt visuelt udtryk og en værtskabsorienterede tone-of-voice på de tre områder

Opgaver

For at kunne levere resultaterne indgår nedenstående opgaver:

  • Udarbejde strategisk retning for kommunikation for hhv. kultur i Sorø, biblioteket og musiske skole
  • Udarbejde pressemeddelelser, brochurer, artikler og ’posts’
  • Skrive fængende til og arbejde med forskellige kanaler: avis, plakat, hjemmeside, SoMe, video m.v.
  • Udarbejde grafiske produkter som plakater, brochurer og til bibliotekets storskærme
  • Indgå i, understøtte eller lede arbejdet med kommunikation i bibliotekets kommunikationsfællesskab og arbejde sammen med kommunens kulturkonsulent og kommunikationskonsulenter
  • Skabe netværk med relevante aktører, f.eks. journalister, mediehuse m.v.
  • Understøtte styregruppen i at lægge en strategisk retning

Kompetencer

For at kunne udføre opgaverne forventes bl.a. følgende kompetencer:

Faglige:

  • Viden om og erfaring med kommunikation og promovering
  • Erfaring med at kommunikere på forskellige platforme
  • Erfaring med at skrive pressemeddelelser, webtekster brochurer m.v.
  • Erfaring med fotos og fortrolig med Adobe illustrator, Photoshop og InDesign
  • Viden om kulturens betydning, effekter og værdi, som du kan sætte i spil på de tre områder: Musisk skole, bibliotek og Kultur- og Fritidsafdeling. Et kendskab til kulturlivet i Sorø Kommune er en fordel
  • Navigere og prioritere i en hverdag med mange historier og budskaber

Personlige:

  • Udviklingsorienteret
  • Netværksskabende
  • Samarbejdsorienteret
  • Opsøgende
  • Struktureret
  • Organisationsforståelse
  • Kommunikativ stærk

Jobprofil til kulturformidler (12 timer)

Resultater

For at lykkes med opgaven forventes kulturformidleren at opnå følgende resultater:

  • Være med til at sikre, at flere borgere generelt og i særdeleshed i Dianalund og kommunens nordlige del oplever, at biblioteket er relevant for dem og har aktiviteter, som de har lyst til at tage del i
  • Have kontakt til lokale netværk, foreninger og fællesskaber og skabe grobund for flere brugerdrevne aktiviteter på Dianalund Bibliotek, f.eks. filmklub, lektiecafé, gaming, læseklub m.v.
  • Være med til at udvikle et bibliotekspunkt i Ruds Vedby i samarbejde med skolen og lokale borgere

Opgaver

  • Opsøge og indgå i forskellige lokale samarbejder, dels som tovholder, dels som deltager
  • Initiere brugerdrevne aktiviteter på biblioteket og pleje og bygge videre på bibliotekets eksisterende relationer
  • Udvikle, planlægge og afvikle aktiviteter og arrangementer for børn og voksne i tæt samarbejder med dine kolleger
  • Udøve værtskab og tage del i udlånsarbejdet på bibliotekerne, ex. mandage kl. 13 – 17 på Dianalund Bibliotek og hver 4. lørdag kl. 10 – 13 på Sorø Bibliotek

Kompetencer

  • Formidlingskompetencer: Du kan formidle til forskellige målgrupper og holde oplæg over for mindre og større forsamlinger
  • Relationelle kompetencer: Du kan involvere og samarbejde med forskellige aktører, ex. borgere, frivillige, fagpersoner og kolleger, lige som du kan opbygge og vedligeholde kontakter og netværk
  • Strategiske kompetencer: Du kan styre og planlægge tiltag efter Sorø Kommunes Vision 2026 og kulturpolitik og træffe beslutninger, der fremmer de overordnede mål
  • Processuelle kompetencer: Du kan skabe inddragende processer og føre egne og andres idéer ud i virkeligheden. Du har både fokus på den gode oplevelse og på alle detaljerne, der ligger bagved.

Hos os får du:

En alsidig hverdag, hvor du er med til at forme, udvikle og styrke Sorø Kommunes kulturliv. Du vil få en bred berøringsflade og arbejde på forskellige områder med andre, der også arbejder med kultur og/eller kommunikationsopgaver. F.eks. Sorøs Kommunes kommunikationskonsulent og kulturkonsulent. Du vil indgå i bibliotekets kommunikationsfællesskab, hvor vi lægger vægt på at sparre og dele viden med hinanden sådan, at vi hele tiden bliver bedre, og du vil blive en del af det fællesskab, der til dagligt driver Dianalund Bibliotek.
Du vil blive en del af en arbejdsplads med gode kolleger, der støtter hinanden og til et sted med rum og muligheder for at udvikle sig både fagligt og personligt. 

Alt det praktiske

Stillingen er på 35 timer om ugen og aflønnes efter gældende overenskomst. Du kan forvente en ugentlig udlånsvagt til kl. 17 og hver 4. lørdag til kl. 13 plus en til to aftenarrangementer om måneden.
Din daglige arbejdsplads bliver på Sorø og Dianalund Bibliotek, men der er mulighed for at du har en ugentlig arbejdsdag på Sorøs Musiske Skole og når det er relevant ligeså på Sorø Rådhus. Efter aftaler er det også muligt at have hjemmearbejdsdage.

Markedsføringskoordinatoren/Kulturformidler er organisatorisk placeret til biblioteket med reference til bibliotekslederen. 

Ansøgningsfrist: 10. marts kl. 23.59
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt – og senest 1. maj 2024.
Vi forventer at holde samtaler onsdag 20. marts.