Fotografi af Steen Harvig
Fotografi af Steen Harvig

Aften for læsekredse d. 14. september

Af elte
05.09.23
Sorø Bibliotek inviterer igen til en spændende og inspirerende aften for læsekredse eller læsekredsinteresserede med både forfatterforedrag, inspiration og hyggesnak.

Biblioteket disker op med kaffe og lidt sødt, og så er der ellers et spændende program i vente! Bibliotekets medarbejdere fortæller som tidligere om kommende arrangementer og nye tilbud. Vi fortæller bla. lidt om film-bogklub samarbejdet med Victoria Teatret, der så dagens lys før sommerferie, men som fortsætter her i efteråret, samt det nye tiltag guidet fælleslæsning.

Senere på aftenen får vi besøg af forfatter Steen Harvig.  Steen Harvig er født i 1945, opvokset i Skovshoved, cand.mag. i dansk og filmvidenskab fra Københavns Universitet, højskolelærer oma. og fra 2007 fuldtidsforfatter. Han fik sin krimidebut i 1988 med ’Slutspil med blind makker’, der blev belønnet af Dansk Kriminalakademi for bedste debutroman, og hans værker tæller i dag 15 udgivelser. Om hans seneste roman ’Det sidste vidne’ fra 2022 skrev anmelder Bo Tao Michaëlis: ”Steen Harvigs nye krimi – med direkte inspiration fra Anders Bodelsen – er klassisk og gedigen spænding.”, og anmelderen gav den hele 5 hjerter.

I foredraget fortæller han om kriminalromanen som genre, dens historie, sit personlige bud på en krimikanon samt sine egne anmelderroste og prisbelønnede bøger. Steen Harvig medbringer en lille boggave til deltagerne, og det vil også være muligt at købe andre af hans bøger til en fordelagtig pris.

Endelig vil der blive mulighed for at starte nye læsekredse op, hvis der er ønske om det, eller hvis man gerne vil finde en plads i en eksisterende kreds eller måske endda rekruttere nye medlemmer, hvis ens læsekreds er blevet for lille.

Tag gerne litteraturlister med, så vi kan blive inspireret af hinanden læsning.

Arrangementet foregår d. 14. september kl. 19.

Du kan købe billetter á 25,- på et af de lokale biblioteker eller her på hjemmesiden:

Køb billet til Aften for læsekredse.