De usynlige af Roy Jacobsen

Af elte
20.05.15
Anbefaling af Roy Jacobsens gribende familiehistorie om livet og den daglige kamp for overlevelse på den fiktive norske ø Barrøy.

Hele verden er en lille ø ude i det forblæste hav langs Norges kyst. I en intens, lille roman fortæller Roy Jacobsen om livet og den daglige kamp for at overleve på den fiktive ø, Barrøy, i begyndelsen af det tyvende århundrede. Bogen er bygget op over mindre episoder, der til sammen danner en glødende varm familiehistorie set fra datteren Ingrids perspektiv. Øen og livet opleves gennem hendes øjne i en både meget underspillet og meget sanselig tekst. Man læser med stor interesse om, at der fiskes og bygges og plukkes edderdun og samles drivtømmer.

Som handlingen skrider frem, bliver dagligdagens små og store hændelser til en menneskelig og gribende fortælling. Ingrid skal i skole. Der skal anlægges et sømærke på øen. En fremmed kommer til og vil bosætte sig på Barrøy. Skal de anskaffe en ko? Kommer de i ly for stormen? Får de bygget et bådehus?  Det lille drama bliver det store i en bog, der uden at hæve stemmen kommer til at handle om alle de grundlæggende aspekter: fødsel, liv og død.

De store historiske begivenheder som Første verdenskrig og den økonomiske krise i 1920erne rumler kun fjernt i baggrunden og får aldrig rigtig nogen effekt på Barrøy. Det er livet, årstidernes gang og familiegruppens kamp for at klare sig i naturens vold, som er fortællingens motor.

I Norge er romanen blevet læst som en kærkommen skildring af et stykke for længst glemt men fascinerende udkantsland, der ellers sjældent finder vej til litteraturen. Herhjemme under mildere himmelstrøg er det måske mest personernes sejlivede evne til at overleve under ekstreme forhold og beskrivelsen af et sted, der er uforstyrret af modernitet, som fænger.
Ved at henlægge handlingen til en ø for snart 100 år siden opnår Roy Jacobsen, at fortællingen står stærkt og skriver sig ind på en romantik om en tid, der er helt anderledes end vores, hvor vi har det meste, men stadig synes, vi mangler noget. For Ingrid og hendes familie er livet og overlevelsen alt nok.

Af Per Reinholdt Nielsen, Tårnby Kommunebiblioteker.

Materialer