Signaturbillede til foredraget 'Er parasitter og mikrober vores fjender?'. Foto: Peter Lindberg Nejsum
Signaturbillede til foredraget 'Er parasitter og mikrober vores fjender?'. Foto: Peter Lindberg Nejsum

Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Målgruppe
For voksne
For voksne

Livestreaming: Er parasitter og mikrober vores fjender?

20.02.24
Hør om vores mikrober og hvordan de påvirker den måde vi lever på, samt om parasitiske orme og deres gavnlige effekt.

Når vi tænker på parasitter og mikrober, tænker vi ofte på det ubehag og den sygdom de kan være årsag til. Kan de også være vores venner? Hør om vores mikrober og hvordan de påvirker den måde vi lever på, samt om parasitiske orme og deres gavnlige effekt.

Når de fleste af os tænker på mikrober, tænker vi ofte på deres fjendske sider og den rolle de spiller i at give os madforgiftning, virussygdomme og infektioner. I de seneste årtier er vores opfattelse af mikrober dog blevet mere positiv i takt med at forskning har afsløret hvor vigtig en rolle de spiller i f.eks. vores tarme. Hør evolutionsbiolog Tom Gilbert fortælle om hvorfor vores mikrober kan opfattes som små ’medicin-fabrikker’ der kan påvirke udviklingen af sygdomme som f.eks. gigt og hvordan vores diæt og miljø kan ændre den sammensætning af mikrober der lever på og i os. Effekten af vores mikrober stopper ikke der. Forskning viser at dyrenes mikrober hjælper dem med at tilpasse sig nye spisevaner og ændringer i klimaet samt at gå i vinterhi – mikroberne kan endda styre dyrenes opførsel og hvilken mage de vælger. Hvis disse opdagelser kan overføres til os mennesker, tyder det på at vi ikke kun lever uforstyrret med mikroberne på og i os, men at de faktisk er med til at ’forme’ os som dem vi er – på både godt og ondt.

Hvad er forskellen på de organismer som er vores venner og dem som er vores fjender? En parasit er per definition skadelig – men er det mon så simpelt når det kommer til stykket? Der findes eksempelvis parasitter der får græshopper og fårekyllinger til at begå selvmord ved at hoppe i vandet og blive spist af fisk – det er skidt for de græshopper og fårekyllinger det går ud over, men omvendt hjælper parasitten derved med at balancere hele økosystemet. Parasitter spiller på flere måder en vigtig rolle, ikke bare i naturen, men også i vores immunforsvar. Det har vist sig at en stor del af vores immunforsvar er udviklet til at håndtere og bekæmpe parasitiske orme. For det er faktisk helt normalt for os mennesker at have parasitter. Udviklingen i de sidste 100 år har dog gjort at parasitterne er forsvundet fra Danmark. Vi må derfor spørge os selv: når parasitterne ikke er her længere, begynder vores immunforsvar så at ”kede sig” – og måske bekæmpe kroppen i stedet? Få svar på disse spørgsmål og meget mere når parasitforsker Peter Lindberg Nejsum fortæller om parasitiske orme og deres potentielle gavnlige virkninger.

Tom Gilbert, professor i evolutionsbiologi, Københavns Universitet, og leder af grundforskningscentret Center for evolutionær Hologenetik, GLOBE Institute, Københavns Universitet

Læs mere om forelæseren

Peter Lindberg Nejsum, parasitforsker og professor i infektionssygdomme, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet

Læs mere om forelæseren

Billetter
Foredraget er gratis at deltage i, men kræver billet af pladshensyn. Billetter kan hentes på bibliotekerne i betjent tid eller her på hjemmesiden.

Kaffe/the
Vi serverer en kop kaffe/the til dette arrangement. Du er mere end velkommen til at medbringe din egen kop, så vi kan spare på engangskopperne.

Parkering
Der er gode parkeringsmuligheder omkring Sorø Bibliotek & Bykontor. På Storgade og torvet er det muligt at parkere i en tidsbegrænset periode. Der er flere steder med handicapparkering i Storgade. Blandt andet to pladser ved Biblioteksporten ind til Den Grønne Scene. Derudover er det muligt at parkere i Munkevænget samt ved Holbergarkaden med indkørsel fra Rolighedsvej.

Elevator
Arrangementet foregår på 1. sal, hvor der er adgang via trappe og elevator.

Venteliste
Hvis arrangementet er udsolgt, har du mulighed for at skrive dig på en venteliste. Hvis der frigives billetter, vil du modtage en mail fra Place2book og her gælder først til mølle-princippet. 

Afbestilling
Hvis du bliver forhindret i at deltage i et arrangement, hvor du har købt/booket en billet, så ser vi gerne, at du afbestiller din billet. Så har vi mulighed for at tilbyde din plads til en anden.

Vises også i Stenlille
Stenlille kulturhus er også vært for offentlige foredag om naturvidenskab, hvor du  ikke behøver billet, du skal bare møde op: 

Stenlille Kulturhus: Offentlige foredrag i Naturvidenskab via livestream fra Aarhus Universitet (au.dk)