Studiekreds: Hvad mener Søren Kierkegaard egentlig?
- Tid
- 16:30 - 18:00
- Pris
-
Studiekreds: 150 kr.
- Sted
-
Sorø Bibliotek
Storgade 7A,
4180 Sorø - Læsesalen
Gennem fælles læsning og samtale undersøger vi, hvad Kierkegaard egentlig mener om frihed, angst, fortvivlelse og det at være menneske.
Søren Kierkegaard bliver ofte fremstillet som en tænker, der kan hjælpe os med at finde os selv. Men hvad møder vi, hvis vi læser hans tekster grundigt og følger argumenterne til ende? Det er ikke så simpelt.
I studiekredsen læser vi små korte afsnit af Philosophiske Smuler, Begrebet Angest og Sygdommen til Døden. I værkerne finder man en dybt original filosofi og psykologi, hvor spørgsmålene om menneskets frihed, angst og fortvivlelse bliver kædet sammen med en forståelse af kristendom, der stiller umulige krav til det enkelte menneske. Kierkegaard er i den forstand ikke en fredsommelig vej til sig selv, tværtimod.
De tre værker er skrevet under forskellige pseudonymer. Hver forfatter undersøger selvrealisering fra deres position, hele tiden med formidling af kristendom som mål. I studiekredsen ser vi på, hvorfor Kierkegaard skriver som han gør.
Vi tager afsæt i udvalgte passager og drøfter begreber og argumenter i fællesskab for at blive klogere, hvad han i virkeligheden mener.
Der kræves ingen særlige forkundskaber, men lyst til at læse værkerne eller enkelte afsnit.
Målet er at skabe forudsætninger for at læse mere, men også give en kritisk forståelse af Kierkegaards tænkning.
Studiekredsen ledes af filosof Kim Leck Fischer. Han er cand.mag. et art. i filosofi, psykologi og retorik og har skrevet om Søren Kierkegaards tænkning. Derudover er han forfatter til en række bøger og artikler om ledelse, psykologi og HR.
Onsdag 10. februar kl. 16.30–18.00: Philosophiske Smuler (1844)
Hvad adskiller den kristne tro fra en sandhed, mennesket selv kan tænke sig frem til? Hvad er forskellen mellem tro og viden? Kan man vide sig selv? Vi undersøger Johannes Climacus’ fremstilling af en paradoksal tro på, at Gud er blevet menneske.
Onsdag 3. marts kl. 16.30–18.00: Begrebet Angest (1844)
Kierkegaard er den første, der skelner mellem frygt og angst. I værket lader han sin psykolog Vigilius Haufniensis beskrive angst som den ubevidste mulighed for et forhold til Gud. Frygt er derimod vores “fortolkning” af angsten. Vi følger Vigilius Haufniensis’ undersøgelse af angstens former og dens forhold til begreber som mulighed, frihed og synd og ser på, hvor langt psykologien kan komme i forståelsen af et menneskes “ubevidste” valg af samtidens eksempler på synd (“Arvesynden”).
Onsdag 17. marts kl. 16.30–18.00: Sygdommen til Døden (1849)
Hvad forstår Anti-Climacus ved selvet, og hvorfor beskriver han fortvivlelse som et misforhold i det? Vi følger forbindelsen mellem former for fortvivlelse, synd og tro og undersøger den radikale og forargelige påstand om, at mennesket kun kan blive sig selv i et selvfornægtende trosforhold til den magt, der har skabt det.
Onsdag 7. april kl. 16.30–18.00: Opsamling – hvad mener Kierkegaard så egentlig om det at være menneske?
Vi samler værkernes perspektiver og drøfter forholdet mellem filosofi, psykologi og kristendom. Hvad indebærer Kierkegaard forståelse af mennesket, og hvad kan vi stille op med den? Her er der plads til både tilslutning, modstand og spørgsmål – på baggrund af det, vi har læst.
Praktiske oplysninger
Billetter
Studiekredsen er et samlet forløb på fire mødegange. Ved tilmelding køber du billet til hele forløbet, og det er ikke muligt at tilmelde sig de enkelte mødegange separat.
Bøger til studiekredsen
Biblioteket sørger for at skaffe de værker, vi læser uddrag fra. Som deltager kan du låne bøgerne ved henvendelse i skranken, så du ikke selv behøver at anskaffe dem.
Det første værk kan afhentes på biblioteket fra 12. januar.
Parkering
Der er gode parkeringsmuligheder omkring Sorø Bibliotek & Bykontor. På Storgade og torvet er det muligt at parkere i en tidsbegrænset periode. Der er flere steder med handicapparkering i Storgade. Blandt andet to pladser ved Biblioteksporten ind til Den Grønne Scene. Derudover er det muligt at parkere i Munkevænget samt ved Holbergarkaden med indkørsel fra Rolighedsvej.
Elevator
Arrangementet foregår i børnebiblioteket eller i læsesalen på 1. sal, hvor der er adgang via trappe og elevator.
Venteliste
Hvis arrangementet er udsolgt, har du mulighed for at skrive dig på en venteliste. Hvis der frigives billetter, vil du modtage en mail fra Place2book og her gælder først til mølle-princippet.
Afbestilling
Hvis du bliver forhindret i at deltage i et arrangement, hvor du har købt/booket en billet, så ser vi gerne, at du afbestiller din billet. Så har vi mulighed for at tilbyde din plads til en anden.