Jóhannes Miðskarð
Jóhannes Miðskarð
Folkeuniversitetet

Alle lyver, men hvorfor og hvem tør sige sandheden

Tid
17:00 - 19:00
Sted
Sorø Bibliotek
Storgade 7A,
4180 Sorø
Læsesalen
Sorø Folkeuniversitet præsenterer:

Vi lyver alle sammen. Nogle gange for at beskytte os, andre gange for at skåne andre. Vi fortier, og fortæller halve sandheder–ofte uden at tænke på os selv som løgnere. Men hvorfor gør vi det? Og hvad sker der, når sandheden bliver besværlig at fortælle?

Med afsæt i sin bog Alle lyver for lederen – Om sandhedens skrøbelighed inviterer Jóhannes Miðskarð os til at se nærmere på løgnens rolle i menneskelige relationer og organisationer.

Hvorfor fortæller medarbejdere ikke altid deres chef, hvordan tingene faktisk står til? Hvorfor kan loyalitet føre til fortielser? Og hvordan kan mennesker med de bedste intentioner ende med at skabe en fælles fortælling, der ligger langt fra virkeligheden?

Gennem genkendelige eksempler, filosofiske perspektiver og indsigter fra organisationsteorien undersøger vi, hvordan magt, ansvar, forventninger og hensynet til andre påvirker vores forhold til sandheden.

Foredraget handler ikke om at udpege løgnere eller skelne mellem gode og dårlige mennesker. Det handler om at forstå, hvorfor sandheden er så skrøbelig – og hvad der skal til, for at vi tør fortælle og lytte til den.

Et tankevækkende foredrag for alle, der interesserer sig for menneskers adfærd, relationer og de små og store sandheder, vi lever med.

Om foredragsholderen

Jóhannes Miðskarð er ph.d. i livslang læring og ekstern lektor ved Institut for Organisation på Copenhagen Business School (CBS), hvor han beskæftiger sig med organisationsudvikling, læring og ledelse. Han er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og har en kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi. Han har omfattende international undervisnings- og forskningserfaring, blandt andet fra Færøernes Universitet samt universiteter i England og USA. Ved siden af sit akademiske arbejde rådgiver han om organisations- og lederudvikling. I sin bog Alle lyver for lederen undersøger han med et filosofisk og organisationsteoretisk blik, hvorfor sandheden så let forandres i mødet mellem mennesker.

Om Sorø Folkeuniversitet

Sorø Folkeuniversitet udbyder en bred vifte af forskningsbaserede forelæsninger, hvor du kan blive klogere på næsten alt – fra filosofi, kunst og politik til astronomi, biologi og historie. Alle er velkomne til at købe billet og deltage i vores arrangementer.

Har du spørgsmål til Sorø Folkeuniversitet, så skriv til: fusoroe@pm.me

Praktiske oplysninger

Parkering
Der er gode parkeringsmuligheder omkring Sorø Bibliotek & Bykontor. På Storgade og torvet er det muligt at parkere i en tidsbegrænset periode. Der er flere steder med handicapparkering i Storgade. Blandt andet to pladser ved Biblioteksporten ind til Den Grønne Scene. Derudover er det muligt at parkere i Munkevænget samt ved Holbergarkaden med indkørsel fra Rolighedsvej.

Elevator
Arrangementet foregår i børnebiblioteket eller i læsesalen på 1. sal, hvor der er adgang via trappe og elevator.

Venteliste
Hvis arrangementet er udsolgt, har du mulighed for at skrive dig på en venteliste. Hvis der frigives billetter, vil du modtage en mail fra Place2book og her gælder først til mølle-princippet. 

Afbestilling:
Hvis du bliver forhindret i at deltage i et arrangement, hvor du har købt/booket en billet, så ser vi gerne, at du afbestiller din billet. Så har vi mulighed for at tilbyde din plads til en anden.