Storgade 10
Den første bygning på stedet blev opført i 1838. Allerede i 1841 blev der indrettet værtshus, og gennem mange år blev stedet drevet som gæstgiveri af skiftende ejere.
I 1898 fik stedet navnet Gæstgivergaarden Frederik d. VII, og fra 1901 blev det kendt som Hotel Frederik d. VII. Bygningen er blevet forhøjet flere gange gennem årene, men der har altid været en form for servering eller udskænkning i stueetagen.
I slutningen af 1800-tallet lå der en bank på første sal. I 1906 åbnede Sorøs første biograf på etagen over hotellets restaurant. I biografens første år stod stifternes børn for musikken og lydeffekterne til stumfilmene: Emma spillede klaver, Clara spillede violin, og lillebror Ernst lavede lydeffekter. Når det regnede i filmen, kunne han for eksempel ryste tørrede ærter i en æske for at efterligne lyden af regn. Børnene fik 50 øre i timen for deres arbejde.
I 1950'erne blev hotellet udvidet med en bagbygning mod syd. Her blev der indrettet en krostue med navnet Vikingestuen.
I 1984 var stedet tæt på at ende på tvangsauktion. I årene derefter havde det mange forskellige ejere, som drev forskellige former for restaurations- og natteliv. Blandt navnene var Visehuset, Diskotek Baronen, Frederiks VII Pub, Frederiks d. VII's Bodega, Holbergs Dansecafé og Inside Club.
Siden 2017 har bygningen huset en ølbar. Først under navnet Ægir, og siden 2023 som CoisBar.