Dét er Sorø Litteraturfestival; dit møde med ord, stemninger, forfattere og natur.
Sorø Litteraturfestival
Kendte litterære stemmer, natur, levende fortællinger og dig
Forestil dig en litteraturfestival, hvor du ikke blot er tilskuer – men medskaber af en levende fortælling. Hvor du træder ind i en historie, der begynder på Sorø Station og udfolder sig gennem skoven til hovedscenen i det regenerative jordbrug Feldskov Have.
Dét er Sorø Litteraturfestival; dit møde med ord, stemninger, forfattere og natur.
Når du ankommer til Sorø Station, udleverer vi et kort til dig – ikke bare et vejkort, men en begyndelse. Et spor ind i festivalens fortælling.
På din vej gennem skoven møder du ord, stemmer og naturens egne beretninger: gamle træer, der hvisker om tidens gang; steder, hvor du inviteres til at sætte ord på dine egne sanseindtryk; små opgaver, hvor du bliver medskriver på den historie, der tager form denne dag.
Ved det gamle egetræ, gennem en åbning i underskoven, ligger festivalpladsen Feldskovhave – et regenerativt landbrug midt i naturen, hvor litteratur, natur og menneske for en dag smelter sammen.
I løbet af dagen er der oplæg og oplæsninger ved blandt andre Josefine Klougart, Madame Nielsen, Charlotte Weitze og Victor Boy Lindholm. Der vil være workshops, kunstoptræden, fællesspisning og musik.
Fortællinger skriver sig sammen i den levende natur. Litteratur vækkes til live. Inden du går, kan du efterlade dine ord – bogstaveligt talt plante dine tanker og oplevelser i jorden. Disse vil senere – som træernes rødder – finde sammen og vokse frem som en fælles stemme fra festivalen.
Sorø Litteraturfestival er ikke blot en festival – det er en fortælling, du bliver en del af.
Festivalen er skabt i et samarbejde Feldskovhave, Skotte & Stentoft og Sorø Kommunes Miljøafdeling.
Vi har modtaget støtte fra Sorø Kommunes Pulje til kulturelle formål.
PRAKTISK
- Sorø Litteraturfestival
- Søndag d. 7. juni kl. 12 til 21
- Entré: www.soroebib.dk
- Mødested: Sorø Station, Skotte og Stentoft
- Festivalen forgår disse steder: Sorø Station, gårute i skoven v. Feldskovvej og Feldskov Have, Feldskovvej 40
- Parkering: Der er p-pladser ved Sorø Station. Det er ikke muligt at parkere ved Feldskovhave.
- Adgangsforhold: Gåturen er på cirka 2,5 kilometer hvor størstedelen er på skovstierne. Hvis du er gangbesværet og har et særligt behov for parkering ved Feldskov Have, skal dette aftales på forhånd med Rose Gaihede. Skriv i så fald en email til Rose på roseg@soroe.dk