Storgade 19
Der har været apotek i Sorø siden 1606, og der har været en lang række af bemærkelsesværdige apotekere i byen. Apoteket i Sorø fejrede sit 400års jubilæum i 2006.
De nuværende bygninger på Storgade 19 er opført i midten af 1800-tallet, og der har været apotek på adressen 19A lige siden. Stedet er ombygget flere gange og blev sidst istandsat i 1972.
Den nordlige ende af bygningen (19B) har i stueetagen tjent andre formål gennem tiden: Kontor, købmandsforretning, manufakturhandel, bolighandel mm. På 1. sal har der været tandlæge og senere lægekonsultation. Siden 2011 har Nybolig haft til huse på Storgade 19B.
Apotekets historie – kort fortalt
At være apoteker i Sorø i 1600-1700tallet var en vanskelig sag, fordi byen var lille. Samtidig dominerede Sorø Akademi området, og købmænd søgte også del i handlen af datidens apotekervarer. En apoteker havde dengang bl.a. ret til at sælge og udskænke vin og til at fremstille lægemidler.
Den første apoteker i Sorø var den dygtige læge Anders Christensen, som blev forstander for Sorø Skole og Gods 1602-1606. Han ligger begravet i Klosterkirken under hvælving. Herefter var der ingen apoteker før 1631.
Den næste i rækken var videnskabsmanden doctor Joachim Burser. Hans store herbarium er blevet det vi husker ham bedst for. Et herbarium er en systematisk samling af pressede, tørrede planter eller plantedele. Samlingen kom til Sverige i 1650 under Svenskekrigen. Nogle af dem brændte og nogle nåede frem til universitetet i Uppsala, hvor de stadig befinder sig. Det drejer sig om 30 store bind.
Herefter fulgte en lang række af apotekere, som på hver deres måde udviklede apoteket.
Omkring 1900 blev der produceret nogle få hundrede piller i Sorø Apotek. I 1956 blev der produceret 2.2 millioner, hvorefter produktionen blev indstillet og pillerne blev fabriksfremstillede.
I forbindelse med apotekets 400 års eksistens blev der fremstillet en bog med apotekets historie. Læs også mere i ”Jul i Sorø” 2009 s. 15 og ”Jul i Sorø” 2006.