Professor Christian F. Rostbøll Foto: Freja Wille
Professor Christian F. Rostbøll Foto: Freja Wille
Folkeuniversitetet

Kan demokratiet stadig tale? - Habermas og den offentlige samtales vilkår i dag

Tid
18:30 - 20:30
Sted
Sorø Bibliotek
Storgade 7A,
4180 Sorø
Sorø Folkeuniversitet præsenterer:

Kan demokratiet stadig finde et fælles sprog i en tid præget af sociale medier, polarisering og stigende mistillid? Og hvad sker der med demokratiet, når den offentlige samtale fragmenteres i ekkokamre, hurtige reaktioner og kamp om opmærksomhed

Den tyske filosof Jürgen Habermas har mere end nogen anden tænkt demokratiet som noget, der lever gennem samtalen mellem mennesker. Fra 1960’erne og frem til sin død tidligere i år stod han som en af de stærkeste forsvarere for offentlighedens betydning i et demokratisk samfund. Samtidig falder hans bortgang i en tid, hvor netop den demokratiske samtales kvalitet og vilkår diskuteres intenst.

Foredraget giver en introduktion til Habermas’ teorier om offentlighed, kommunikativ handling og deliberativt demokrati. Med udgangspunkt i hverdagssproget viser Habermas, hvordan mennesker gennem samtale kan søge forståelse, begrundelse og fælles orientering. Hans samfundskritiske projekt handler derfor både om at identificere de kræfter, der forvrider eller svækker den offentlige samtale, og om at undersøge, hvilke betingelser der skal være til stede, for at demokratisk dialog kan fungere.

Habermas udviklede løbende sine teorier i takt med samfundets forandringer. Som 93-årig udgav han endnu en bog om offentlighed og demokrati, hvor han analyserer sociale mediers betydning for den offentlige samtale. Christian Rostbøll vil i foredraget introducere disse perspektiver og sætte dem i relation til aktuelle diskussioner om polarisering, demokratisk deltagelse og mulighederne for fortsat at føre en fælles offentlig samtale.

Om foredragsholderen:
Christian F. Rostbøll er professor på Institut for Statskundskab v. Københavns Universitet og har bl.a. skrevet om demokratiets tænkere, heriblandt Jürgen Habermas, Hannah Arendt og Immanuel Kant. 

Om Sorø Folkeuniversitet

Sorø Folkeuniversitet udbyder en bred vifte af forskningsbaserede forelæsninger, hvor du kan blive klogere på næsten alt – fra filosofi, kunst og politik til astronomi, biologi og historie. Alle er velkomne til at købe billet og deltage i vores arrangementer.

Har du spørgsmål til Sorø Folkeuniversitet, så skriv til: fusoroe@pm.me