I Gamle Dage: Flue- og lugtgener vedr. Niløsegårds mødding
Fortællingen om Niløsegårds mødding.

Skrevet af Jørgen Mogensen, Lokalhistorisk Arkiv Dianalund:
Flue- og lugtgener vedr. Niløsegårds mødding
29.6. 1960: Holger Hansen klager til sundhedskommissionen over flue- og lugtgener fra Niløsegårds mødding. Han bor lige overfor i Strædet.
8.7.: Sundhedskommissionen sender sagen til Politiet i Ringsted. Lugten stammer dels fra møget, dels fra ådsler, der er smidt på møddingen.
24. november: Sundhedskommissionen rykker for svar
2. december: Sundhedskommissionen skriver til ejeren af Niløsegård Emil P. Christiansen at han skal
- Fjerne den del af møddingen, der ligger indenfor 5 meter fra vejen
- At den får faste sider og bund, således at udsivning ikke kan finde sted
- At flueplagen reduceres kraftigt evt. ved kemiske midler
31. oktober 1961: Indenrigsministeriet svarer på en klage Niløsegårdens ejer har sendt til Indenrigsministeriet over brevet af 2. dec. Dette brev er sendt 10.12.60. Ministeriet har ingen indvendinger mod sundhedskommissionens afgørelse. Ministeriet gør samtidig opmærksom på at:
- Møddinger skal anbringes 15 meter fra anden mands beboede hus
- 5 meter fra skel
- At møddinger skal have faste sider og bund, hvis de ligger mindre end 50 meter fra anden beboelse.
- At møddingen ikke opfylder ovenstående og at den er 10x50 meter stor
- At den nuværende mødding har bund af piksten, en side mod den offentlige vej (Strædet) og at østsiden er kostaldens mur. Der er ingen mur mod nord og syd, og da grunden skråner mod syd løber væske fra møddingen ud over vejen og ned i gadekæret.
22.november 1961: brev til Politiet fra en landsretssagfører om at Niløsegård fik ny ejer 2. juli 1961, nemlig fabrikant Erhard Petersen, Vadskælle pr. Vallø, og at han intet fik at vide om at der skulle være problemer med møddingen. Den nye ejer har planer om at omlægge driften af Niløsegård, hvorfor han beder om at sagen henlægges indtil disse planer kan føres ud i livet.
25.2. 1962: Landboorganisationernes arkitektkontor skriver til den nye ejer: Efter at have modtaget kopier af sagens akter udtaler arkitekten følgende:
- Arealet af den nuværende mødding er 530 m2. Skal der laves en mur 5 meter fra vejen, vil møddingen kun blive 315 m2, en herfra går areal til de støbte vægge, hvorfor arealet vil blive halveret.
- Dette betyder at møddingen ikke vil kunne opretholdes, idet halvdelen af møget ikke kan være der
- At flueplagen vil bestå, selvom møddingen kun bliver halv så stor
- Løsningen er dagligt at køre møget ud på marken eller
- En gødningstank på 500 m3 til i alt 55.000 kr. Hertil kommer mindre følgeomkostninger til 10.000 kr.
- Der er ikke taget stilling til hvor en sådan nedgravet gødningstank skal ligge, da arkitekten ikke kan se, hvor den kan være.
26.marts 1962: Ejeren beder politiet om at sagen kan genovervejes, da omkostningerne ved at følge sundhedskommissionens krav er for dyre.
7. maj 1962: Sundhedskommissionen fastholder sine krav, men formanden bemyndiges til at kontakte ejeren med henblik på at få at vide, hvad omlægningerne vil betyde for møddingen. Men at kravet skal være opfyldt senest1. maj 1963
23. oktober 1963: Politiet skriver til Sundhedskommissionen at landoverbetjent Kierstein ved eftersyn den 9.5. og 6.10. har konstateret, at der intet er sket med møddingen, og forinden politiet påbegynder bødeforlæg, lige vil vide, om kommissionen vil rejse tiltale
16. november 1963: Ejeren skriver til sundhedskommissionen at:
- Gården nu benytter en gødningsvogn, der hver andendag kører gødningen ud på et deponi på marken.
- Kobesætningen er afhændet og staldbygningerne bliver omdannet til grisestal på indeværende tidspunkt, hvilket betyder at gødningsmængden er minimal i forhold til da der var køer
- Der vil blive foretaget en beplantning indenfor møddingsmuren, således at møddingen vil være usynlig for genboerne
17.devember 1963: Politiet rykker for svar fra sundhedskommissionen
17. januar 1964: Politiet meddeler Sundhedskommissionen at sagen henlægges.