I Gamle Dage: Minkfarme i Dianalund

Fortællingen om minkfarme i Dianalund.

Luftfoto af minkfarm
Foto: Lokalhistorisk Arkiv Dianalund

Skrevet af Jørgen Mogensen, Lokalhistorisk Arkiv Dianalund:

I dag er der næsten ikke flere minkfarme i Danmark og EU vil forbyde de sidste. Engang var det anderledes. Alene i Tersløse-Skellebjerg kommune var der i 1964 tre minkfarme, mens en fjerde, der ville starte op, ikke fik lov. 

Den største minkfarm var den Harry Eliasen ejede på Skovbrynet. Den minkfarm har jeg skrevet om i Dianalund by nr. x. I 1964 var sundhedskommissionen på besøg og den kunne konstatere, at alt var i skønneste orden. Eliasen var i 1942 startet med en pelsdyrfarm på Skyttevej med 212 mink. Selv boede han i nr. 1b og burene var i hans have. I 1952 flyttede han farmen ud til Skovbrynet og byggede to lange haller med plads til henholdsvis 212 og 134 mink. I 1964 var han ved at bygge en tredje hal med plads til 210 mink. Da sunhedskommissionen var på besøg, havde han 185 mink. 

En anden minkavler var gartner Henry Jensen i Karsholte. Han havde lejet et stykke jord af gårdejer Alfred Petersen og havde her en farm med plads til 90 mink.

Den tredje pelsdyravler var mælkemand Johannes Nielsen, der boede i Atterup og havde lejet et stykke jord af H. Davidsen på Brandstrupgård til sine mink. Han havde to haller med henholdsvis 56 og 34 mink. Sundhedskommissionen fandt hegnet rundt om farmen for lav og påpegede, at afstanden til naboen kun var 40 meter, hvor den ifølge regulativet skulle være mindst 100. Men hr Nielsen havde skam fået tilladelse af sin nabo, så også denne farm var i orden.

Regulativet for pelsdyrfarme lavede sognerådet så tidligt som i 1948 med tillæg i 1958. Og med det regulativ i hånden kunne de i 1952 afvise mejerist Kaj Johannesen på Skellebjerg mejeri, der ville oprette en minkfarm på sin fars jord, mejeriejer Viggo Johannesen. Der var ikke 100 meter til nærmeste nabo. 

Når der var mink i Dianalund skyldes det dels at der var penge i det, men også at mink kunne leve af affaldskød fra slagterne, af madaffald fra Filadelfia og af mælk, der var blevet for gammelt.