I Gamle Dage: Hotellet uden vaskemuligheder

I Dianalund fik vi et hotel allerede i 1903.

Fotografi af Dianalund Kro
Foto: Lokalhistorisk Arkiv Dianalund

Skrevet af Lars Sørensen & Jørgen Mogensen, Lokalhistorisk Arkiv Dianalund:

Dianalund hotel 1964

I Dianalund fik vi et hotel allerede i 1903. Bygningen blev opført i 1902. Det lå lige over for Stationen. Det skulle betjene de, de skulle med tog, eller kom med et. Adressen var Stationsvej nr. 32. I dag er her 9 lejligheder. I 1964 var hotellet velfungerende og skulle have sin bevillingen fornyet. Det gik uden problemer, men myndighederne benyttede lejligheden til at beskrive hotellet.

Hotellet var et afholdshotel. Det betød, at der ikke måtte udskænkes alkohol. Dog kunne private fester få alkohol, hvis dette blev meddelt senest fire dage før festens afholdelse. Når hotellet var alkoholfrit, skyldtes det den stærke indremissionske bevægelse i området, men også hensynet til patienterne på Filadelfia. Forbuddet mod at udskænke alkohol ophørte inden 1974. Hvornår vides ikke. Men det blev indført i 1917, da dr. Sell købte hotellet og lagde det ind under Filadelfia. Det gik dog senere over til privat eje, og i 1964 ejedes det af Ruth og Ejner Christensen. 

Hovedindgangen var overfor Stationen af en høj stentrappe, der stadig findes. Først kom man ind i en hall. Denne var12 m2 stor. I hallen gik en trappe op på første sal. På trappen lå en kokosmåtte. På første sal var 9 værelser, hvoraf de 8 var for gæster, mens det sidste var privat. I alt kunne der overnatte 12 gæster idet nogle af værelserne var udstyret med to senge. Hvert værelse var tapetseret, og værelserne var mellem 6 og 13 m2 store. På gangen var et toilet i et lille rum, der kun var 1 m2 stort. Dette skulle benyttes af alle hotellets overnattede gæster. Der var ikke vask på værelserne så vask skulle også foregå på toilettet. Af brandslukningsudstyr var der en plastslange, der kunne kobles på vandhanen på toilettet.
I stueetagen var foruden hallen 6 restaurantslokaler og et buffetrum. Desuden var der Salen, en tilbygning, der stadig ses i tilknytning til den oprindelige bygning. Restaurant 1 var på 34 m2, og havde malede finerpaneler, der var 126 høje, ovenover var væggen tapetseret. På gulvet var der linoleum. Restaurant 2 var på 10 m2, nr. 3 på 14 m2, nr. 4, der blev betegnet som festlokale var på 17 m2, og nr. 5 var på 33 m2. Nr. 6. var på 27 m2, havde trægulv med tæppe og plastmalede vægge.

Desuden var der Salen. I Salen kunne der være 130 mennesker. Her var også en scene, toiletter og en forgang med garderobe samt en balkon. Scenen var 44 m2 og åbningen ud til salen var 2,45x4,5 meter. Salen havde 10 fag vinduer og på væggene sad oliemalede finerplader op til 1,42 meters højde
I Salen holdtes store private fester, men også dilettant-skuespil. To gange om måneden var her filmforevisninger forestået af en omrejsende biograf - Valkyriebiografen. Det var også her, der var afstemningssted ved kommunal- og folketingsvalg. 

I kælderen var køkkenet på 25 m2 med fliser på gulvet og indeholdende to gaskomfurer. Desuden var her fyrrum og en række andre rum

Ejeren i 1964, Ruth og Ejner Christensen, var forældre til filialbestyreren i banken for Sorø og omegn, Bent Christensen, der også sad i sognerådet. 
Da Ejner Christensen gik på pension sidst i 1970-erne, ophørte hoteldriften formelt, selvom den reelt var ophørt længe før, da der ikke var behov for et hotel efter at Filadelfia havde etableret et gæstehjem, og slet ikke et hotel uden bademuligheder. Hotellet skiftede navn til Dianalund Kro og salen blev ændret til et diskotek, med forskellige navne: Boomerang, Ulven og Black Molly. 

I 1990erne købte tømrermester Lars Mouritsen (firmaet hedder i dag Kopp) stedet og indrettede lejligheder her. Det var så vidt vides de første lejligheder Mouritsen byggede. Siden er de gået slag i slag for firmaet. 

Om Hotellet: se også Jørgen Mogensen: Langs Landevej 255 bind 5 (2007-udgaven) side 58ff