I Gamle Dage: Regulativ for Gadefejning
I 1964 blev en lille gul folder husstandsomdelt.

Skrevet af Jørgen Mogensen, Lokalhistorisk Arkiv Dianalund:
Hvad du ikke vidste, du skulle.
I 1964 vedtog sognerådet i Tersløse-Skellebjerg kommune et “Regulativ for Gadefejning”. Det blev trykt i en lille gul folder og udsendt til samtlige husstande i kommunen. Da dette regulativ så vidt vides ikke er ophævet, gælder det stadig.
I dette regulativ, kan du læse, at du som grundejer skal renholde dit stykke af fortovet og vejen ud foran dit hus indtil midten. Vejen og fortovet skal fejes hver lørdag inden klokken 19:00. I tilfælde af tørke, skal fortov og vej vandes inden det fejes. Grundejeren skal endvidere tage slam op af vejbrønden ud for sin grund og slammet herfra skal henlægges på egen grund eller et sted, hvor kommunen har anvist.
Taber en vogn halm, gødning, jord eller andet, skal grundejeren straks fjerne det, hvis ikke vognkøreren selv gør det, senest kl. 19 samme dag affaldet havnede på vejen. I snevejr skal grundejeren straks rydde sit stykke af fortovet for sne og tilse, at smeltevand frit kan løbe ned i vejbrønden. Er det frostvejr, skal grundejeren ligeledes gruse sit fortov.
Overholder man ikke ovenstående, kan politiet udstede bøder.
I Regulativet præciseres det, hvilke grundejere, der er omfattet af reglerne. Det drejer sig om dem der bor på Dr. Sells vej, Stationsvej, Seehusensvej, Sømosevej, Ventemøllevej, Lundtoftevej, Blomstervænget, Ellevej, Vibevej, Karsholtevej, Holbergsvej og Kildemosevej.
Alle andre kan ånde lettet op.
Men jeg, der bor på Karsholtevej skal altså om lørdagen inden kl. 19:00 feje vejen ud for mit hus. Ellers kan jeg få en bøde.
Husk det nu.