I Gamle Dage: Må man køre i bil på veje i Ruds Vedby?
Hvordan var det egentlig med biler på vejene for mere end 100 år siden?

Skrevet af Lars Sørensen & Jørgen Mogensen, Lokalhistorisk Arkiv Dianalund:
For 100 år siden var det meget værre
Hvert forår er kommunes veje fuld af huller til stor gene for alle bilister. En trøst kan måske være, at det var meget værre for 100 år siden. I begyndelsen af 1900-tallet var der uhyre få automobiler i Danmark. Det skyldtes naturligvis mange ting. Bl.a. at der ingen benzintanke var. Skulle man have benzin, skulle man have det på et apotek, og dem var der få af. I vores område i Sæby, Sorø og Slagelse. Der var heller ingen, der kunne reparere biler. Ud over landsbyens grovsmed, naturligvis. Men hvad kunne han ordne? Den største ulempe var imidlertid vejenes tilstand. Veje var for 100 år siden sådan set udmærkede. Dette i modsætning til veje på Ludvig Holbergs tid. Holberg undrede sig i en af sine epistler, over at store sten i årevis fik lov til at ligge på vejene. Folk kørte bare udenom. Men i sidste halvdel af 1800-tallet fik man styr på det. Og vejene var gode at køre på med hestevogne. Men da bilerne opstod, kom der problemer. De hurtige biler kørte vejenes grus op, det støvede og blev et være ælte i regnvejr. Derfor besluttede myndighederne at biler ikke måtte køre på veje. Kun på landeveje.
Også i Ruds Vedby
Hotelejer i Høng, Otto Andersen, ansøger i juni 1913 om tilladelse til at køre med sit nyerhvervede automobil på vejene i Ruds Vedby sogn.
Otto Andersen beskriver sit automobil som værende åben med 3 sæder. Ifølge loven dengang, måtte der kun være plads til en passager foruden føreren. Otto Andersen vil derfor gerne samtidig søge om tilladelse til at beholde det tredje sæde på bilen når han kører på vejene i Ruds Vedby sogn, da det ville være et betragteligt arbejde at afmontere det tredje sæde.
Otto Andersen lover i sin ansøgning, at køretøjet altid vil blive fremført på hensynsfuld måde.
Hotelejer i Tølløse Stationsby, P. Mikkelsen, ansøger i september 1914 også om tilladelse til at køre med sit nyerhvervede lettere automobil på vejene i Ruds Vedby sogn.
P. Mikkelsen beskriver sit køretøj som et lettere firehjulet automobil, der dog har en størrelse der kræver tilladelse til færdsel på sognets veje.
P. Mikkelsen begrunder sin ansøgning med at flere hoteller har anskaffet sig automobil, til at transportere deres gæster. Det er således af konkurrencehensyn at P. Mikkelsen har anskaffet sit automobil og ønsker tilladelse til at køre på vejene i sognene.
P. Mikkelsen anfører i sin ansøgning at Aagerup Sogneråd netop har givet en sådan tilladelse.
Vi ved ikke, hvilken beslutning sognerådet tog.