Feriedreng i Vedde i 1940'erne og 50'erne

Af: Niels G. Sørensen, frivillig medarbejder ved Lokalhistorisk Arkiv Stenlille, 2026

På ferie i Den gamle Smedje i Vedde

Jeg blev født i 1942, så når jeg fortæller om mine oplevelser i det følgende, er de fleste fra 1947- 48 og frem. Men allerede fra mit første leveår var jeg med på ferie i Vedde.

Min farmor og farfar boede som mine forældre og jeg i København, og da der var krig i verden og Danmark besat af tyskerne, var der virkelig brug for at komme væk fra hovedstaden og ud på landet.

Når sommeren kom, rejste vi ud til Vedde i Munke Bjergby Sogn nord for Sorø.

Min farmor og farfar, mine forældre Haakon og Inge og jeg samt min faster Gudrun og onkel Johannes og min fætter Jørgen og kusine Kirsten tog ofte ophold sammen eller på skift i sommerhuset, som i mange år var kendt som Den gamle Smedje i Vedde.

I 1942 blev Den Gamle Smedje i Vedde sat totalt i stand som et sommerhus for min farmor og farfar Sofie og Søren Sørensen og deres børn og børnebørn. Smedjen, som har adressen Vedde Byvej 18, havde været i brug i årene 1878 til 1930, hvor Sofies far, min oldefar Niels Jørgen Nielsen havde været landsbysmed med bolig lige vest for smedjen på Vedde Byvej 20.

Smeden lukkede virksomheden i 1930 og bolig med marker på 3 tønder land blev lejet ud.

Smedjen lå derimod ubenyttet hen indtil 1942.

Jeg boede i en 3½ værelsers lejlighed på 2. sal på Roskildevej i Valby nær Ålholm Plads, og udlejningsejendommen lå frit med udsigt over et villakvarter og fodboldbaner helt over til K. B. Hallen.

Men at komme ud på landet til Vedde, var som at komme til en helt anden verden. Man glædede sig til ferierne i Vedde.

Med sporvogn linje 6 gik turen ad Valby Langgade til Tingstedet, og derfra travede vi hen til Valby Station. Så steg vi ind i Kalundborgtoget, der dampede mod Roskilde. Ferien begyndte her for alvor med at spise is, som blev solgt fra perronen og rakt ind til togpassagererne gennem togvinduerne.

Herefter gik det til Tølløse, hvor vi skiftede til Høng – Tølløse banen. Fra de behagelige togvogne hos DSB kom vi nu ind i rystevognene, som vi kaldte dem.

Vel ankommet til Vedde Station gik vi med alt vores habengut de få hundrede meter hen til sommerhuset.

Komfur, bord og bænke

Sommerhuset, som farmors fætter Laurits havde muret om, havde en stue og to kamre med senge og skabe samt et køkken med et gammeldags komfur. Hvis min farmor var i huset, var det hende, der styrede komfuret, da hun jo var opvokset med det i sit barndomshjem. Der var indlagt vand. Bag ved lå et træskur med das.

Der var anlagt have med græsplæne og flagstang og mod vejen var der opsat træstakit af samme slags som de snehegn, man satte op på markerne om vinteren.

Både min far, der var udlært gartner, men nu ansat i Københavns Politi, og min farfar elskede at så og plante, så der var altid gang i urter og grønsager.

Måltiderne blev indtaget ved et bord med to hjemmelavede træbænke i den ene ende af stuen.

I godt vejr sad vi ude under halvtaget – kaldet skuret. Her var hestene blevet skoet, da der var smedje. Det var altid hyggeligt at sidde under halvtaget, hvad enten det var morgen, middag eller aften.

Landsbyens mange lyde

Når man sad ude, kunne man følge med i byens liv. Der var hestevogne på vej til møllen, som lå bag ved brugsen.  Hestevognen med mælkejunger kørte til og fra gårdene, som dengang alle havde malkekøer.

Overfor min oldefars gamle bolig boede den ”nye” smed Madsen. Man hørte, hvordan han smedede og brugte ambolten og smedehammeren. Der var altid travlt. Madsen var en stærk jyde fra Holstebro og altid flink og venlig.

Af og til gik vi over til Madsen for at se, hvordan han skoede heste. Det var flot håndværk.

Fru Madsen, som var købmandsdatter fra Bennebo ved Skamstrup, vidste altid,  hvad der skete i Vedde og omegn. Hun solgte BP-benzin til de bilister, der kom forbi. Der kom stadig flere biler på hovedgaden, for alle, der kom fra Stenlille-siden, skulle dengang gennem Vedde for at komme videre til Dianalund og Ruds Vedby, og videre mod vest, ja,  helt ud til Tissø, Gørlev og Bjerge Strand ved Storebælt.

Fra mejeriet hørte man om morgenen mange lyde, som kom fra håndteringen af alle mælkejungerne og fra maskinerne.

Fra gårdene og markerne omkring landsbyen lød der ofte brølen fra køer, vrinsken fra heste, hanegal og hundegøen. Det var noget andet end lyden fra de mange motorkøretøjer, der kørte afsted på Roskildevej inde i hovedstaden.

Over for ”Veddehøj” på den anden side af jernbanen lå der en veludstyret skydebane. Når skytterne fra Vedde Skytteforening øvede sig, kunne det høres over til os.

Henne fra stationen kunne man høre togene, når de standsede, eller når der var afgang mod Stenlille eller Dianalund. Disse to nabobyer kendte vi næsten kun af navn i de første mange år. Vi vidste dog, at der var en stor købmandsgård i Stenlille og at doktor Knudsen boede der.

Vi havde også hørt om Kolonien Filadelfia i Dianalund. Det kom vi forbi, da vi som større børn cyklede til bøgeskoven og så ringridning, hvis vi var i Vedde i pinsen.

Brugsen med den sorte bog

Det var en del af ferieoplevelserne at handle i landsbyen.

I Vedde var der dengang alt det, som man skulle bruge. Alle handlede lokalt.

Her var brugs og to købmænd. Emmy havde en manufakturhandel, hendes far var fotograf. Der var kiosk, frisører, bager, slagter og radioforhandler. På Vedde telefoncentral var der cykelsmed.

Der var vognmænd og rutebiler. Byen havde også murer og tømrer. Posthus var der på stationen. Lige neden for bakken mod Stenlille var der sadelmager.

Henne ved Vinkelvej, hvor min farmors fætter Laurits, mureren, boede, havde slagter Andersen butik og slagteri. På første sal boede slagtersvenden Augustesen. Hans kone hjalp fru Andersen i butikken. De havde to raske drenge Johnny og Benny.

I gården var der en lænkehund – en rottweiler, og den skulle man holde sig fra.

Længere oppe ad Vinkelvej som nabo til Eberhardt boede vognmand Lars Frederik Petersen. Derefter kom Løvgren, som solgte jordbær. Han havde også et rødt træhus med mange kaniner, som vi fik lov til at se. Løvgren havde et par kvindelige patienter fra Epilepsihospitalet Filadelfia boende i familiepleje. Dem kendte vi, da de kom forbi på vej til brugs eller mølle. Ikke mange andre kvinder kørte forbi med trillebør.

Lige skråt overfor sommerhuset lå brugsen. Da vi børn blev større, blev vi ofte sendt i brugsen. Uddeleren eller kommisen skrev varerne ind i en sort bog. Man betalte så en gang om måneden, eller når man skulle rejse hjem fra ferien.

Svend gav basser og biltur

Henne ved stationen lå bager Andersen, men tit købte vi brød hos bagerens sælger, Svend, der kørte rundt i en lille varevogn. Vi var spændt på, om Svend havde en basse med til os børn. Det skete af og til. Vi kendte godt Svend, fordi han boede hos sine forældre Christensens, som indtil 1949, var lejere i smedens gamle bolig, hvor de dyrkede marken ved siden af sommerhuset. Det var spændende at få en køretur med Svend i brødbilen, når han skulle uden for byen på sin salgsrute.

Mælk blev købt på andelsmejeriet, som lå ved siden af forsamlingshuset.

Vi fulgtes med en voksen derhen, da det lå i den anden ende af byen. Her kunne man se, hvordan osten blev fremstillet. Herri, mejeristens voksne søn, arbejdede ved de store kar.

Vi syntes, det var sjovt at se mejeristens kone, fru Kristoffersen, sætte kapsler på flaskerne med et særligt redskab, når der kom kunder. Hun stod inde i et lille aflukke lige til højre for døren. Herfra solgte hun også ost og smør.

På turen rundt i byen skete det, at vi besøgte købmanden ”omme i hullet”, som man sagde. Butikken lå som nabo til hotellet på vejen ud til Gl. Vedde.

Det hule piletræ og Gunnars bil

I de første barndomsår legede vi børn mest i haven. Der kom også af og til børn fra byen, som så deltog i legen. At lege skjul var ofte et hit – sådan var det jo også inde i København.

Vi prøvede også at have små haver, som de voksne hjalp os med at passe..

Indendørs kunne man lege tampen brænder – og så var både børn og voksne med.

Langs markskellet stod der stadig nogle meget gamle piletræer. Et af dem var hult, og det skulle vi altid kravle i. Vi tænkte på Fyrtøjet af H. C. Andersen.

Ude ved vejen og skuret stod også et stort piletræ, som vi kunne lide at kravle op i.

Om sommeren fik murer Laurits besøg af sine børnebørn fra København. Det var hans datter Inger fra Amager, som havde de to sønner Niels - Ebbe og Ib med.

De to legede vi også med – og med dem havde vi mange oplevelser – fx blev der arrangeret skattelege. Vi spillede også engang komedie sammen, og de voksne blev indbudt som tilskuere.

Mureren havde lavet en lille grøn legevogn, og den skulle ofte prøves.

Det store sus var, når murerens søn Gunnar kom på besøg fra København. Han havde nemlig en tomatrød bil, vistnok en Ford, hvor bagklappen kunne slås op. Så kom der to siddepladser frem ”ude i det fri”, og vi børn fik en lille biltur i den specielle vogn.

Der kom ofte besøg fra København eller fra Vedde. Hvis der var børn med, så blev der gang i legene. Sammen med gæsterne nød vi kyllingesteg, nye kartofler og jordbær eller rødgrød med fløde.

Maglebjerg og Antons skov

Hvis det var godt vejr, kunne det ske, at min fætter og jeg gik en tur op på Maglebjerg, der lå mellem Vedde og Tjørntved.

På toppen gik vi ind bag nogle jernplader på beton, hvorfra vi kunne se langt ud over området.

Det var en observationspost tilhørende luftmeldekorpset, men det var vi drenge uvidende om.

En gåtur kunne også være ned til Antons skov, som lå bag møllen og gården

”Marienlund”. Her var meget at se på. Gamle egetræer og mange andre planter. Vi så fugle og måske et rådyr, men det var sjældent. Vi studerede den gamle mindesten, som fortalte om Peter og Stine Jensen, der engang havde været møllerfolk i Vedde.

Vi kunne også gå hen til jernbanen og videre mod øst langs de ansattes små haver for at se nærmere på Sorø-Vedde banens gamle lokomotivremise med drejeskive. Det var lidt spændende. For måtte vi egentlig være der.

En længere tur gik gennem Gl. Vedde ud til Skuerup Skov, hvor vi vandrede rundt og forestillede os rævegrave med meget mere. Vi så dog aldrig en ræv eller en grævling, men skovsnegle var der nok af. Og fugle af mange slags.

Op på cyklerne

I 1949 blev min farfar pensioneret, og han og farmor flyttede fra Vesterbro tilbage til Vedde og ind i smedeboligen, som blev gennemrenoveret med centralvarme og moderne toilet. Det betød, at vi nu fik bedre forhold i ferierne. Der var et ekstra værelse til os feriegæster på første sal.

Det blev således nemmere at være i Vedde også i efterårsferier og til jul, påske og pinse.

Ved siden af smed Madsen boede vognmand Kaj Jørgensen. Han og sønnen Eskild havde fragtrute til København, og de havde ofte ting og sager med fra os til Vedde. Cyklerne blev kørt til Vedde, så vi kunne komme rundt på egnen. Engang kørte jeg med i lastbilen ind til København efter en ferie.

Senere cyklede min fætter Jørgen og jeg i flere år fra København ud til Vedde, mens min far klarede turen på en Diesella knallert. Min faster kørte - lidt overraskende - helt fra Amager til Vedde på en VeloSolex knallert. Det var vist en lidt kold omgang.

En dejlig oplevelse var det, når vi med vores mødre cyklede til Bromme Lillesø med madpakker. I søen kunne vi bade fra en badebro.

Vi kunne også cykle ud til Atterup efter bær og derude kigge på hvide angorakaniner.

Måske kørte vi også til Munke Bjergby for at se til familiegravstedet.

Min mor havde en fætter, som var købmand  i Skamstrup. En god sommeraften cyklede min mor og jeg gennem Brandstrup og Niløse og over Åmosen, gennem Vinskoven med den store langdysse til købmandsgården lige overfor Skamstrup Kirke.

Spændende at besøge en gammel købmandsgård med kolonialvarer, sild i tønde og knapper, nåle, silkebånd  og meget andet. Man kunne købe lidt af hvert. Der var en særlig duft, som man genkendte hvert år.  Vi blev trakteret med jordbær og fløde, før vi måtte på cyklerne igen og hjemad på den nu mørkere landevej ud over mosen.

Ud til Østermark

Efter invitation cyklede vi til Østermark ud til (min fars) farbror Christian og tante Alma.

De boede på min farfars fødegård, som lå på vejen til festpladsen i Dybendal. Turen gik først forbi Fiskers gamle gård , hvor vi af og til kom på visit hos Anna og Christian i det store gamle stuehus. Derefter passerede vi ”Veddegård” og Hjulmanden i Rude Eskilstrup. Han boede overfor den gulkalkede skole, hvor vores bedsteforældre havde gået sammen.

Hjulmandens Hans kørte mælkevogn, og han var frisk til at give os køreture, når han kørte i Vedde. Vi prøvede også at styre hestene.

Ikke langt fra skolen boede søskendeparret Svend og Rosa. Vi kendte Rosa lidt, fordi hun af og til kom og hjalp med praktiske opgaver.

Vi kom forbi Gustav Hansens gård ”Oldgård” overfor smed Henriksen og de andre gårde i Rude Eskilstrup – vi vidste, at den store gård ”Donholm” var ejet af Niels Hansen, som også ejede nabogården ”Strædegård”.

Så gik det ned ad en lang bakke, og snart var vi hos farbror Christian med det nyere hvide stuehus med velpasset have mod vejen og de tre ældre længer bagved. Sorø - Vedde - banen gik lige ved siden af gården, men i vores tid kørte der kun godstog.

På Østermark var der to flotte frederiksborgheste og både grise, køer og høns og en lille vaks gøende hund. Jeg holdt af at se tante Almas smukke latyrus ved køkkenhaven bag hønsehuset.

Hvis vi var heldige, fik vi en hestevognstur med farbror Christian ud til Rude Eskilstrup Mose, hvor han havde kvier og køer gående om sommeren.

Var vi i Vedde sankthansaften, cyklede vi til Dybendal, hvor der var bål, tale og sang.

Det var også her, at der blev spillet dilettant. Jeg mindes især ”En søndag på Amager” med de gode festlige sange som ”I Kongelunden skal brylluppet stå” og ”Lisbeth, Lisbeth, åh, hvor er du sød og net”. Det var sjovt at genkende de skuespillere, der kom fra Vedde.

Ture med rutebiler

En særlig oplevelse var en dagtur med Herluf Madsens rutebil til Bjerge Strand. Vi vandrede med madpakker og tæpper m.m. ned ad Vedbyvej til nogle venners sommerhus og derfra gik det til stranden, hvor vi badede i Storebælt. Det var en god dag.

I en årrække var det en tradition at køre med rutebilen til Sorø. Vi besøgte Ejnar og Erna på Hauchsvej. Ejnar var murermester ligesom faderen Laurits i Vedde. Dagens højdepunkt var en sejltur på Sorø Sø fra Akademihaven  over til Parnas, hvor vi børn besteg  ”bjerget” flere gange.

Hvis min fætter og jeg kunne få lov, gik vi på gårdbesøg.

Fra sommerhuset så vi over til Koed, som havde en hvid og en rød hest, køer, grise og høns og en stor have. Rart at besøge  de flinke og hjælpsomme naboer.

Overfor Koed lå møllegården, hvor vi kunne besøge møllerens Børge og hans mor Amalie. Hun var ofte i det varme køkken med ”komfyret”, som hun sagde.

Den store sorte hund Dina var vi betænkelige med, men den var faktisk ret fredelig.

Vi kunne være heldige, at Børge viste os op i møllen – der var meget at se.

”Marienlund”

Det mest besøgte sted var dog ”Marienlund”, gården nede bag møllen. Der brugte min fætter og jeg mange timer i årenes løb.

Gårdejeren Anton Nielsen var meget gæstfri. Hans kone Laura og min farmor havde kendt hinanden siden barndommen. Laura havde leddegigt , så datteren Agnes stod for det huslige og var dygtig til at lave mad. Man spiste varm mad kl. 12, og hvis vi blev budt med, var vi hurtige til at sige tak. Agnes sørgede for, at vi fik hilst på hendes mor inde i stuen.

Agnes havde også ansvaret for og arbejdet med den store velholdte køkkenhave syd for stuehuset med græsplænen.

På ”Marienlund” var der altid to karle, den ene havde med de røde malkekøer og grisene at gøre, og det var spændende at hjælpe ham. Vi fulgte med i kælvning og så med, når den stærke dyrlæge med det store forklæde kom for at inseminere.

Jeg husker svagt, at de havde en stor tyr med ring i næsen. Jeg gik nemlig engang med, da den skulle tøjres nede ved Antons lille skov. Og jeg gik i god afstand fra tyren . Ret hurtigt blev det dyrlægen, der ”sørgede for” kalvene. Uden kalve ingen mælk.

Hvis vi kom tidligt op i sommerhuset, gik vi nogle morgener ned til ”Marienlund” og travede med ud til det dugvåde græs i folden for at drive køerne ind til morgenmalkning. Køerne fandt som regel selv deres båse i stalden.

Der blev malket to gange dagligt, og vi beundrede anlægget med malkemaskiner.

Efter malkningen var der mælk til kattene, som var parat.

Når køerne var ude igen, og der var muget, strøede karlen sand på gangen som det sidste.

Det var en fornøjelse at se svalerne, når de fløj ind gennem staldvinduerne til de reder, de havde bygget oppe under loftet.

Der var også noget at se, når grisene skulle fodres. Ude i svinestalden larmede de, men når foderet var givet, var der ro bortset fra smaskeriet.

Høst med heste og traktor

Hvis høsten kom, inden vi skulle hjem til København og i skole, var der meget at gøre hos Anton på ”Marienlund”. Vi kunne slæbe neg til hobe, som de øvede voksne satte op. Vi kunne køre frem, når negene skulle smides op på hestevognen, og vi fik ture hjem til laden højt oppe på læsset.

Da vi blev større, havde Anton købt 2 grå Ferguson traktorer, som vi godt måtte køre med. Det var lige noget for et par københavnerdrenge.

Vi fulgte i øvrigt hele udviklingen fra selvbinder trukket af tre heste over selvbinder trukket af traktor til mejetærsker.

I efterårsferien hjalp vi med at køre roer ind til roekulen bag vandingen. Først skulle roerne toppes, således at bladene kunne anvendes.

Der var i flere år to heste, Musse og den lysmankede hest Lise. Lise trak vognen med roetoppene hjem til ensilagebeholderne uden for kostalden. Når toppene var smidt i beholderen, hældte karlen syre oveni, inden næste læs ankom.

Om vinteren kunne ensilagen så benyttes til kvægfoder.

Vi var også på pletten, når den lysmankede skulle køre til mølle eller smed. Så fik vi lov at holde tøjlerne. Når hesten løb hjem fra smeden, kendte den selv vejen. Men man skulle passe på, at vognen ikke kom for tæt på møllerens gamle kvægfold ved svinget ved møllersvendens hus.

Karlene på gården

På ”Marienlund” havde Agnes ansvaret for hønsene. Hun havde også en overgang kalkuner, som var sjove at ”snakke” med. Agnes fik også lavet det store loft over garage og hestestald om til hønseloft. Nedenunder var der en rugemaskine til de mange æg.

Vi fulgte interesseret med i livets gang på gården. Legede lidt med hundene Senta og Musse, snakkede med karlene, som gav os opgaver.

Vi fik et godt forhold til flere af karlene. En af dem var Poul, som vi besøgte i et gammelt stråtækt hus et stykke uden for Skamstrup. Hans forældre boede i den ene ende og dyrene i den anden. Vi kunne ikke finde toilettet, men Poul oplyste os om, at man brugte kostalden. Så var vi langt ude på landet.

Poul, der var en dygtig karl, blev af min onkel inviteret på besøg i København.

Vi kendte også Keld, som kom ud for en ulykke med motorcyklen. Anton ringede til mig i København og fortalte, at Keld lå på Glostrup Sygehus. Jeg tog ud og besøgte Keld, som havde fået sit ene ben slemt skadet. Vi fik en god snak, men benet stod ikke til at redde.

Jens var i flere år karl hos Anton. Hans tvillingbror Jørgen var karl hos Fiskers på nabogården ”Gammelagergård”. Da vi blev større, hjalp vi af og til Jens, som senere flyttede til Bakkevej i Vedde.

De to karle boede i et karlekammer med kakkelovn i den gamle længe, hvor der var huggehus, vaskerum og sostald. På loftet var der kornloft. Det var åbent ud til laden, hvorfra man kunne hejse kornsækkene op. Det skulle vi selvfølgelig prøve.

Eftertragtede bilture

Anton havde gang i flere ting. Han var sognerådsformand og en gang om ugen kørte han til kommunekontoret i Munke Bjergby.

Han kørte også ud til kvierne i Rude Eskilstrup Mose, hvor vi drenge ofte kom med. Kvierne gik i en fold ved siden af farbror Christians køer. Der blev set efter, om der var vand i vandkarret.

Vi fik også bilture til Assentorp, hvor Antons datter Jenny boede med sin mand Hans, der havde arbejdet på kontoret på Bodal, da man lavede massevis af tørv.

Det skete, at Anton holdt ved sommerhuset og spurgte, om vi ville med ud til mosen, hvor man skar tørv.

Så fik vi en fin biltur ud af den lille vej gennem Gl. Vedde og videre ud forbi Sandlynggården og gennem den dejlige Sandlyng Skov. Helt yderst ude i Åmosen foregik arbejdet, som vi dog kun kiggede på.

Også efter en varm høstdag i august kunne Anton spendere en biltur til Bjerge Strand – herlige Storebælt.

Frugtplantage og farfars høns og gæs

I Vedde kedede man sig aldrig. Min far og hans grandfætter Gunnar med den tomatrøde bil havde købt et stykke jord overfor sommerhuset. Her blev der plantet frugttræer, så vi måtte tit over i frugtplantagen. Vi nød blommer og Ingrid Marie æbler.

Min farfar havde i nogle år gæs gående mellem træerne. Om morgenen og aftenen gik de efter ham i en række over vejen fra og til udhuset bag boligen. Sjovt at se på.

Farfar havde også høns i udhuset. Han købte daggamle kyllinger, som først gik under en varmelampe i fyrrummet. Senere kom de i udhuset og kunne gå ud i en stor hønsegård. Farfar solgte æg til æggemand Frederiksen fra Brandstrup.

Farfar, som jo var født på en gård og havde været ude at tjeme på flere gårde, kunne godt lide at prøve forskellige afgrøder på marken med de tre tønder land.

Korn blev sået, men også tulipanløg og sukkerroer havde han. I efterårsferien var vi med til at tage roerne op på gammeldags manér. Man trak roen op med venstre hånd og med et roejern i højre hånd huggede man toppen af. Engang var Niels - Ebbe og Ib med i roerne. Ib snakkede meget om nogle røde roer, der kunne dukke op. Han blev udnævnt til forvalter af de røde roer.

Roerne endte på Gørlev Sukkerfabrik.

Landbrugstællingen

En sommer havde jeg en god oplevelse med farfar. Han havde fået hvervet med at stå for landbrugstællingen i området. Så jeg fik lov at cykle med rundt til alle gårdene og til de mindre brug. Alle dyr skulle tælles. Køer, grise, heste, høns, ænder, gæs, kaniner osv. Jeg tror også, at meget andet skulle ind i et skema, men jeg tænkte bare på dyrene. Farfar skulle ikke personligt tælle, men skrive tallene ind i skemaer. Vi så selvfølgelig en del dyr – jeg husker perlehøns i Gl. Vedde. Man sagde, at de holdt rotter væk.

Juletræsfest og kirkegang

Det var godt at være i farmors og farfars hus med centralvarme. Foruden sommer og efterår oplevede vi ofte jul og påske.

I julen var det forsamlingshusets juletræsfest, der trak. Der var et kæmpestort juletræ – flot pyntet. Man gik rundt om træet og sang. Der kom en julemand og arrangerede forskellige lege som Bro, .bro, brille, Tornerose var et vakkert barn, Ræven rask over isen og Tyv, ja, tyv, det skal du være. Der blev delt godteposer ud, og så blev juletræet trukket ud gennem bagdøren.

Derefter begyndte dansen for både voksne og børn, mens de ældre mænd sad inde ved siden af og spillede kort i røg og damp.

Der var stor forskel på juleballerne i Vedde og de juletræsfester, som min onkel og faster inviterede mig med til inde i København. Det foregik i Håndværkerforeningen (Moltkes Palæ) i Dronningens Tværgade, hvor min fætter og kusine og jeg i vores fineste tøj marcherede ind i en meget smuk festsal til ”Nissernes Vagtparade” spillet af et fint lille orkester. 

Men begge steder var der julemand, smukt pyntet juletræ og godteposer.

Vi prøvede også at være med til at slå katten af tønden i Vedde Forsamlingshus. Man skulle møde udklædt. Min oldefars gamle høje hat blev ofte anvendt, og hvis man brændte en korkprop lidt i enden, kunne man bruge proppen til at få et flot sort overskæg.

I påsken skulle vi altid í Munke Bjergby Kirke. Vi kørte med kirkebilen påskedag og hørte pastor Busch, som var en meget venlig mand. Min fætter og jeg kiggede hvert år efter pastorens bror, som var lektor på Metropolitanskolen, hvor vi gik fra 6. klasse, som dengang hed 1. mellem. Nogle år fik vi hilst på lektoren, som holdt af at være på ferie hos sin bror.

Om sommeren var jeg med farmor til basar i præstegårdshaven. Det var en virkelig stor og smuk gammel have, som alle gæsterne nød at være i. Jeg mener, at overskuddet gik til Ydre Mission. Vi hilste på mange af gæsterne, som farmor kendte. Og pastor Busch og hans kone, Grethe, som altid var meget imødekommende, talte vi med stor glæde med.

Det skete en dag, da vi var på sommerferie i Vedde, at pastor Busch kom på besøg. Min farmor ville skænke et glas vin til ham, men kunne ikke finde proptrækkeren. Så fik min fætter besked på at løbe over til smed Madsen for at låne redskabet.

”Fru Madsen, fru Madsen, præsten er kommet, og vi har ingen proptrækker,” råbte Jørgen. Det morede fru Madsen sig meget over i tiden derefter.

Et kapitel sluttede

Op mod julen 1955 var min farfar sløj. Derfor kom farmor og farfar ikke ind til København i julen. Jeg fik så den idé, at jeg kunne tage ud til dem juleaften. De skulle ikke være alene. Og som 13-årig kunne jeg sagtens tage turen.

Jeg rejste med toget til Vedde et par dage før, og vi havde en god aften alle tre.

Jeg var faktisk glad for, at jeg havde været i Vedde den juleaften, for det viste sig, at det skulle blive farfars sidste. Den 12. januar blev farfar så syg, at doktor Knudsen sendte ham på Slagelse Sygehus med ambulance. To dage senere døde farfar 72 år gammel.

Det blev et langt og godt kapitel, der sluttede. Farmor rejste igen til København til en lille lejlighed på Amager. Hun ville være nær ved sine børn og børnebørn.

Smedeboligen blev lejet ud, men sommerhuset, ”Smedjen” blev fortsat flittigt brugt af hele familien.

I en årrække havde min faster og onkel sommerhuset og fik opført en tilbygning med bad og toilet. De nød en hel del sommerferier i det gamle hus.

I dag er min kone Margit og jeg ejere af sommerhuset.

Jeg kan stadig finde på at sætte mig under halvtaget og bare nyde duften af de blomstrende syrener i haven. Måske hører jeg spætten i træet eller gøgen i det fjerne. 

Måske tænker jeg tilbage på de mange gode minder, som stedet gav mig.