I Gamle Dage: Hvad skal vi gøre ved tyskerne
Fortællingen om bogen af Arne Sørensen: ”Hvad skal vi gøre ved tyskerne bagefter”.
Skrevet af Jørgen Mogensen, Lokalhistorisk Arkiv Dianalund:
Midt under krigen kom en bog
Modstandsbevægelsen var meget stærk i Dianalund og Ruds Vedby under Krigen. Mange læste derfor bogen af Arne Sørensen: ”Hvad skal vi gøre ved tyskerne bagefter”. Bogen udkom i 1943. Allerede i 1943 var man altså klar over, at tyskerne ville tabe, og nogle havde gjort sig overvejelser over, hvad man skulle stille op, når freden indtraf.
Arne Sørensen var modstandsmand og leder af partiet Dansk Samling. Hans bog er interessant læsning.
På side 4 og 5 opregner han, hvad folk siger om hvad man skal gøre ved tyskerne:
- Tyskland skal deles op i en hel masse småstater, ligesom det var engang. Så kan den tyske ondskab få afløb ved at bekrige sig selv
- Polakker og tjekkere får lov til at slagte løs på tyskerne, når disse er afvæbnede
- Sterilisation af alle tyskere
- Tvangsforflyttelse af alle tyskere til et fjernt sted, måske månen
- Alle er enige om aldrig at sætte deres ben i Tyskland igen
Han gør også opmærksom på, at tyskerne i løbet af blot fire år (han skriver jo bogen i 1943) er lykkedes med at gøre sig mere hadet og afskyet end noget andet folk i verdenshistorien.
Overfor hævnen stiller han to begreber: Ret og Menneskelighed.
Tyskerne og deres medløbere skal dømmes af domstolen. De danske nazister skal have en hård dom, for de har forrådt deres land, men kun de tyskere (og danskere), der har begået forbrydelser skal straffes, ikke et helt folk bare fordi de var medløbere. Det er retten, der skal råde, således skal vi – nok - også have Sydslesvig tilbage, for det er en uret, der er sket for 79 år siden.
Men også medmenneskelighed er vigtig. Vi skal hjælpe tyskere og andre, der har lidt nød under krigen uanset om vi kan lide dem eller ej. Og så skal vi opruste, så en ny Hitler ikke kan genopstå. Vi skal have flyvemaskiner, tanks, en ny dansk flåde og et nyt Dannevirke tværs over Sønderjylland.
Det, der er vigtigt, er at hævnen og folkedomstole ikke bliver fremherskende. Tyskland skal blive en stat igen på linje med andre stater, og Europa skal samarbejde.