I Gamle Dage: Dianalund Bibliotek

Fortællingen om Dianalund Bibliotek fra 1957 til nu.

Foto af Dianalund Bibliotek
Foto: Lokalhistorisk Arkiv Dianalund

Skrevet af Jørgen Mogensen, Lokalhistorisk Arkiv Dianalund:

I 1957 holdt Dianalund biblioteksforening generalforsamling i Bibliotekets nye lokale på Dr. Sells Vej nr 20b. Indtil 1955 havde biblioteket haft til huse på Danasvej i postborerens gamle hus. Nu var de flyttet op på første sal af kommunens administrationsbygning på Dr. Sells Vej. Formanden for biblioteksforeningen, læge Else Stubbe-Teglbjerg, kunne meddele at biblioteket havde 2.500 bind, heraf 1600 var skønlitteratur. I løbet af året var der indkøbt 200 bøger. Antalet af udlån var i året 8400, heraf 4000 børnebøger. I alt havde biblioteket 309 lånere (medlemmer). Af dem var 121 børn. Kassereren, Jens Hansen, kunne meddele at ballancen var 12662 kr. 

Efter generalforsamlingen holdt den 96-årige fhv. godsinspektør Hans Teglbjerg foredrag, hvor han fortalte om sit liv på Fyn. Foredraget greb tilhørerne og viste at datidens mennesker i langt højre grad end i dag (1957) forstod kunsten at se og leve i de nære ting. 

I 1970 betød en ændret lovgivning at biblioteker blev kommunale og samtidig at biblioteksforeningerne forsvandt. 

I 1997 – 40 år efter 1957 – lå biblioteket stadig i huset på Dr. Sells Vej, men hvor det i 1957 lå på 1. sal, var det nu rykket ned i underetagen, hvor før den kommunale administration holdt til. Efter at rådhuset på Sømosevej stod færdigt i 1968, blev lokalerne bygget om til bibliotek. Det gamle bibliotek blev til det store mødelokale på første sal, som nogle sikkert stadig kan huske. Her i 1997 gik biblioteket over til EDB, som det sidste bibliotekt i Vestsjællands amt. Alle bøger havde fået stregkoder og alle kunne nu låne dem via sygesikringskortet. Antallet af bøger var steget fra 2500 bind til over 38.000

I 2007 blev Biblioteket i Dianalund en del af Sorø Bibliotek. Dianalund beholdt biblioteket i modsætning til f.eks. Stenlille, da Dianalund blev en såkaldt Centerby, et center for de to gamle kommuner, Stenlille og Dianalund. Under centerbyen lå servicebyerne som var Ruds Vedby og Stenlille og derunder landsbyer.

I 2024 havde Dianalund bibliotek 12.514 bind og små 3.000 andre materialer (f.eks. DVD’er), men takket være en mere effektiv boglevering er det nu lettere at låne bøger fra andre biblioteker, navlig fra biblioteket i Sorø. Hvor biblioteket i 1957 havde 8400 udlån, var tallet i 2024 steget til 28.853.