I Gamle Dage: Da Dianalund blev skabt
Byens historie går kun 125 år tilbage.

Skrevet af Lars Sørensen & Jørgen Mogensen, Lokalhistorisk Arkiv Dianalund:
Dianalund fandtes ikke
Da Jernbanen fra Tølløse til Høng skulle anlægges, kunne man ikke blive enige om hvorvidt banen skulle gå igennem Tersløse eller Niløse. De to byer var lige store og begge kunne argumentere for at netop den skulle have en station. I Niløse var der tørv og træ, I Tersløse landbrugsvarer, Da man ikke kunne blive enige, lagde man stationen præcis midt imellem de to byer, nær Akademiets skovfogedbolig ”Dianelund”. Stationen blev i planlægningsfasen omtalt som Karsholte station, da den lå nær landsbyen Karsholte.
5 huse
Da stationen blev bygget, anlagde man samtidig Stationsvej. Foruden stationen lå der på denne vej i 1901 to huse: Den store hjørnebygning, der nu er sort samt en købmandsforretning, der nu har adressen Stationsvej nr. 12. Desuden lå der i nærheden den før omtalte skovfogedbolig, lægeboligen på hjørnet af Dr. Sells vej og Seehusensvej samt en gammel friskole, Dr. Sell lige havde købt i 1898 for at starte Filadelfia.
Desuden havde Dr. Sell også bygget et par huse på Filadelfias område, men disse lå udenfor det man senere betragtede som Dianalund.
Postadresse var Vedde
De huse, der senere blev bygget nær stationen, havde postadressen ”Tersløse mark”, nogle – f.eks. huse på Brandstrupvej - havde postadressen Vedde. Først midt i 30’erne blev den officielle adresse for folk omkring stationen, Dianalund. Men selv da bestod Dianalund kun af det, vi i dag kalder Stationskvarteret: Stationsvej, Danasvej, Nybovej og de få huse, der var på Dr. Sells vej. I 1943 fik vejene her navne. Årsagen var de mange tørvearbejdere, der boede her i sommerperioden. Det var svært for postvæsenet og almindelige beboere at finde hvem, der boede hvor. En beboer foreslog navnet Jernbanegade i stedet for Stationsvej, og Dr. Sells Vej skulle hedde Nyvej, for huse var først ved at blive bygget her. Sognerådet valgte dog de nuværende navne.