Foredrag med Kim Blæsbjerg: Cheminova - en af danmarkshistoriens største miljøskandaler

Kim Blæsbjerg Foto Lea Meilandt
Debatskabende foredrag om en af danmarkshistoriens største miljøskandaler, der igen er er blevet aktuel gennem TV2's dokudrama-serie "Giften i sandet". Oplev den populære og prisbelønnede forfatter Kim Blæsbjerg fortælle om Cheminova, Vestjylland, den massive forurening og meget mere.
Date
Tid
19:00 - 21:00
Pris
Billet: 75 DKK
I samarbejde med
Sorø Kommunes Miljøafdeling
Adresse

Sømosevej 44
4293 Dianalund
Danmark

Denne aften byder på et vigtigt foredrag om en af danmarkshistoriens største miljøskandaler, med den prisvindende forfatter Kim Blæsbjerg.
Og til dig der har lyst til at blive klogere på hvad vi hver især - og i fællesskab - kan gøre for klimaet, afholder biblioteket og Sorø Kommunes Miljøafdeling en samtale-workshop som opvarmning til foredraget. 

Om aftenens foredrag med Kim Blæsbjerg
I begyndelsen af 1950’erne flytter giftfabrikken Cheminova til Vestjylland. Det forandrer på godt og ondt livet på egnen, som oplever et velfærdsløft, men må betale en høj pris i form af den massive forurening af hav og fjord og af de forgiftninger, arbejderne på fabrikken bliver udsat for. Noget, man ikke taler højt om.
I sin prisvindende roman "De bedste familier" fortæller Kim Blæsbjerg historien om to familier fra forskellige kår, som på godt og ondt knyttes sammen af fabrikken: Arbejderen Niels og hans kone Margrethe, og ingeniøren Jørn og hans kone Karin. Romanen handler om kampen for at løfte sig op socialt, men også om kærlighed og venskab, loyalitet og svigt. Endeligt handler foredraget også om en spirende kvindefrigørelse – og om en vestjysk tavshedskultur. 

Sagen om Cheminova er aktuel, da TV 2 viser dokudrama-serien "Giften i sandet" – og fordi myndighederne efter 40 års forbud atter har gjort det tilladt at fange fisk og skaldyr ved Harboøre Tange.
Kim Blæsbjerg er tildelt flere fornemme priser for romanen "De bedste familier". Han har bl.a. modtaget Jyllands-Postens skønlitterære pris, DR Romanprisen og De Gyldne Laurbær. 

Glæd jer til: 
- Et debatskabende foredrag om en af Danmarkshistoriens største miljøskandaler
- En populær forfatter, der har modtaget flere flotte priser for sit forfatterskab
- Indsigt i forfatterens arbejde med romanen og de mange mennesker, han har talt med 

Om samtaleworkshoppen inden foredraget 
Dette arrangement er den del af bibliotekernes og Sorø Kommunes Klimaet Gentænkt-arrangementer, der gennem dialog sætter fokus på hvordan vi hver især kan forholde os til den klima- og miljødagsorden der er så vigtig for vores fælles fremtid.  
Alle kan deltage gratis i denne samtaleworkshop, der både kan fungere selvstændigt og som "opvarmning" til foredraget med Kim Blæsbjerg. 
Workshoppen er faciliteret af Sorø Bibliotek og Sorø Kommunes Miljøafdeling. 

Praktisk om workshoppen
- Det kræver ikke billet at deltage i workshoppen
- Workshoppen foregår fra kl. 17:30 - 18:30
- Kim Blæsbjerg deltager ikke i denne samtaleworkshop.   

Mere om Kim Blæsbjerg
Kim Blæsbjerg baserer sit spændende foredrag på sin seneste udgivelse, "De bedste familier," hvor han udforsker to familier knyttet til giftfabrikken Cheminova og den tavshedskultur, der præger Blæsbjergs hjemegn. I 2023 blev han anerkendt med Jyllands-Postens Litteraturpris og indstillet til DR Romanprisen 2024. Ydermere, i 2024, blev Kim tildelt De Gyldne Laurbær for sin roman "De bedste familier."

Kim Blæsbjerg, født i 1974, uddannet fra Forfatterskolen i 1997 og har en kandidatgrad i dansk fra Københavns Universitet. Kim er en erfaren romanforfatter og foredragsholder. Med sin debut i 2002 med kortprosasamlingen “Fælder” har han udgivet en række romaner, inklusive “Rådhusklatreren”, som markerede hans gennembrud og “Desertørerne 1-3”, der tjente ham Statens Kunstfonds treårige legat og “De bedste familier” som er seneste skud på stammen.

Kim udforsker i sin forfattergerning de komplekse sammenhænge mellem individets personlige historie og den store samfundsmæssige fortælling, der involverer os alle. Gennem hans forfatterskab forenes øjeblikkets intensitet med det usædvanlige og skæve, når han formidler historier om de aspekter af livet, der berører os som mennesker. Dette inkluderer ikke kun de dybt rørende øjeblikke af smerte og sorg, men også de glædesfyldte og kærlige øjeblikke. Kim dykker ned i de forbindelser, der væver generationer og enkeltpersoner sammen i en slægtshistorie, samtidig med at de også kan låse personerne fast i deres eget univers. 

PRAKTISK
Sted: Arrangementet foregår på Dianalund Bibliotek, Sømosevej 44 i den gamle Byrådssal. 
Tidspunkt: Mandag d. 16. marts kl. 19-21 (gratis samtaleworkshop fra 17:30 - 18:30)
Parkering: Der er P-pladser lige ved biblioteket.
Pris: 75 kr.
Arrangementet sker i samarbejde mellem Sorø Biblioteker og Sorø Kommunes Miljøafdeling