Tema: 5 dystopier

Af elte
05.01.15
Vi har kigget nærmere på en håndfuld dystopier. Klassikeren, den helt nye, den syrede, den humoristiske og tegneserien/TV-serien.
I dystopien skildres samfund med skræmmende elementer, ofte henlagt til fremtiden. Her er 5 meget forskellige af slagsen.
Klassikeren
Aldous Huxley "Fagre nye verden"
Vi starter med en klassikeren "Fagre nye verden". Bogen er skrevet i 1932, og har bl.a. oplevet at blive forbudt i flere lande, og filmatiseret i flere udgaver. Handlingen foregår i London i år 2540 og tager forskud på udviklingen af reproduktionsteknologier, biologisk ingeniørvirksomhed og sovende indlæring, der manipulerer menneskenes væsen. 
 
Den helt nye
Freddy Milton "Fort Europa"
Freddy Milton er mest kendt som manden bag en lang række tegneserier, bl.a. Familien Gnuff, Dekalog over janteloven, Williams verden, og Anders And. Hans tegneserier har altid kommenteret satirisk på samfundet, dets udvikling og tendenser. I de senere år har han skrevet en række romaner, hvoraf "Fort Europa" er den seneste.
 
På en jord ødelagt af klimaødelæggelser, og en verden i krig om de sidste ressourcer, forsøger et ungt par at overleve og måske endog finde håb for fremtiden.
 
Den syrede
Kaspar Colling Nielsen "Den danske borgerkrig 2018-24"
Kaspar Colling Nielsens "Den danske borgerkrig 2018-24" er en ægte dystopi. 
I 2018-24 raser borgerkrigen med drab, selvtægt, sammenbrud og kaos til følge. 450 år senere fortæller rigmanden, der ved hjælp af stamceller stadig er i live, om sine tanker, tab og oplevelser til sin talende hund.
 
Bogen er aldeles velskrevet, og resulterede i flere priser til forfatteren, bl.a. Rune T. Kiddes hæderspris. Se video fra prisuddelingen, hvor Kaspar læser et kapitel fra bogen (starter 46:50 inde i videoen).
 
Den humoristiske
Ilija Trojanow "Isbrud"
"Isbrud" stiller etiske spørgsmål om naturbevarelse og politisk engagement uden at forfatteren løfter pegefingre eller kommer med nemme svar på de store udfordringer.
 
Historien foregår i nær fremtid. Zeno er gletsjerforsker og tager hyrer på et krydstogtsskib til Antarktis for at studerer isen. Her søsættes en komisk klima-event, og Zeno indser at mere radikale midler må tages i brug.
 
Tegneserien/TV-serien
Robert Kirkman - Walking Dead
Walking Dead er en tegneserie og en TV-serie. Seriens 5. sæson starter på DR3 i januar 2015.
 
Omdrejningspunktet er en epidemi, der rammer USA, og som resulterer i at alle der dør,  genopstår som zombier - the walking dead. Umiddelbart lyder det som et godt gennemtrådt univers, men Walking Dead udemærker sig, fordi zombierne bare er omdrejningspunktet for de både etiske og lavpraktiske dilemmaer, hovedpersonerne stilles overfor. Serien er aldeles fangende, om man må som læser/seer affinde sig med, at hovedpersoner, man lærer at elske, dør undervejs. Romantisering er ikke på plakaten. 
 
Skrevet af Morten Langkilde, Halsnæs Bibliotekerne.
 
Tags
Materialer