Romananbefalinger om 2. Verdenskrig

Af elte
05.05.20
Sanne anbefaler 2 bøger, hvis handling tager afsæt i 2. Verdenskrig

Imens det sociale spillerum er på standby, og vi er sultne efter oplevelser, så er der heldigvis masser af oplevelser at få i bøger. Jeg har i forbindelse med 75 året for Danmarks befrielse, valgt at læse bøger med vidt forskellige tilgang til 2.verdenskrig. 

Jeg markerer her befrielsen den 4.maj med levende lys i vinduerne og slutter Kirsten Thorups nyeste historisk stærke roman ”Indtil vanvid, indtil døden”.

Bogen handler om den danske krigsenke, Harriet, der efterlader sine to sønner på et børnehjem i Nordsjælland, mens hun selv begiver sig mod München i 1942. Hendes afdøde mand, Gerhard, der kæmpede på side med tyskerne, er blevet skudt ned over Østfronten. Forblændet af sin sorg, har Harriet besluttet sig for selv at bidrage til krigen, at gøre noget. Derfor flytter hun midlertidigt ind hos Gerhards officerskollega og hans danske kone, der tilhører den nazistiske overklasse. Efter nogen tid begynder Harriet dog at se igennem ægteparrets og nazismens polerede overflade, da realiteterne omkring krigens grusomheder langsomt begynder at sive gennem sprækkerne.

En anden anbefalelsesværdig og rørende bog er ”Pigen fra den franske skole” af Jacob Weinreich

København, foråret, 1945. Den danske modstandsbevægelse er i knæ. En række af de ledende danske frihedskæmpere sidder fanget i Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København, hvor de dagligt udsættes for tortur. Tæt ved ligger den traditionsrige franske skole, hvor lærerinderne insisterer på, at krigens vanvid ikke skal fylde noget i skolens hverdag. Her hersker orden, bøn og disciplin, og her er  man endnu lykkeligt uvidende om, at skolen snart vil blive centrum for en af de største tragedier i nyere dansk historie. Det er den 21. marts 1945. Krigen er slut om få uger. 26 modstandsfolk sidder fanget i Shellhuset. På Den franske skole sidder 34 katolske nonner, otte civile lærerinder og 482 børn.

51 engelske bombefly letter med kurs mod København med Shellhuset som mål – inden middag ligger både Shellhuset og Den Franske Skole i ruiner.

Materialer