eReolen har fået månesyge

Af elte
11.05.19
I anledningen af 50-året for amerikanernes månelanding bader vi eReolen i et litterært måneskær. Dyk ned i en af de mange bøger, hvor det fascinerende himmellegeme spiller en rolle. 

I år er det 50 år siden, at amerikanerne med Apollo 11-missionen og Neil Armstrong blev de første til at betræde månen. Mens hele verden holdt vejret og fulgte begivenhederne på tv, kulminerede et intenst rumkapløb mellem Sovjetunionen og USA, der lige siden har været synonymt med den Den kolde krig. Bedriften var ikke blot en videnskabelig milepæl, men er for eftertiden blevet en essentiel brik i historiefortællingen om magt, politik og forholdet mellem øst, vest, kapitalisme og kommunisme.

Månen har dog fascineret og draget mennesker i årtusinder, og det skinnende himmellegeme har en prominent plads i vores kultur - spirituelt, astrologisk og videnskabeligt. Heller ikke i litteraturens verden er den til at komme udenom, hvor den spiller en rolle i alt fra lyrik til krimi. Sommetider optræder den magisk, romantisk og poetisk, mens den andre gange er ildevarslende, uhyggelig og dæmonisk. I én fortælling skaber månens lys den perfekte stemning til et intimt rendez-vous, mens den i en anden sætter scenen til et bestialsk mord.

I denne uge markerer vi jubilæet for månelandingen og bader eReolen i et litterært måneskær. Dyk ned i fantasy-fortællinger om månens magiske kræfter, eller lad dig rive med af en romantisk måneskinsroman. Du kan også slippe din indre nørd fri og kaste dig over en sci-fi-roman om månen eller læse dig klogere på historiens mange månemissioner.

God læselyst!

 

Oprindeligt skrevet af eReolen.

Materialer