Poesimaskinen besøger Sorø Bibliotek

Af elte
04.03.19
Drømmer du om at være digter? Eller hvad kan digital litteratur?

Nu har du muligheden for at skrive dit eget digt og snuse til den digitale litteratur på Sorø bibliotek & bykontor. Det kan du med Poesimaskinen. Den er på Sjællandstur, og den er nu nået til Sorø. Indtil 17. marts kan du se og prøve den på Biblioteket i Sorø.

Poesimaskinen giver dig mulighed for at opleve, hvad der kan ske, når den digitale verden mødes med litteraturen.

Den ene side af installationen præsenterer originale og opfindsomme litteraturapps på tre tilhørende iPads.

På den anden side af installationen kan du skabe dine egne digte og printe dem ud. Digtene komponeres af ord og sætninger, som Ursula Andkjær Olsen har forfattet til Poesimaskinen. Teksterne kredser om begreberne Had, Spørgsmål og Kærlighed og bliver arrangeret efter den indonesiske digtform pantoum.

”Vi er glade for, at vi nu også kan være digtere i Sorø og det er muligt for alle at kaste sig udi poesiens. Litteraturen skal mærkes og prøves på nye måder, hvor vi alle kan være med. Digital litteratur leger med nye former for formidlingen af litteraturen, som vi traditionelt kender fra papirbøgerne. Vi synes, det er sjovt, når vi kan lege med litteraturen, som poesimaskinen giver os mulighed for.” udtaler Biblioteksleder Mia Sørup.

Det kræver ikke nogen specielle forudsætninger at prøve Poesimaskinen. Kun en nysgerrighed efter at se hvordan digital litteratur også kan se ud. Den står på første salen på Sorø bibliotek.

Hør Per fortælle om Poesimaskinen og vise hvad den kan i denne lille film.

Tags
Materialer