Mad, Magdalene og moderne køkkenhaver

Af elte
09.09.19
Sorø Bibliotek inviterer d. 7. oktober til endnu et spændende Biblo på Udebane arrangement. Denne gang med Ankerhus og Magdalene Lauridsen som omdrejningspunkt.

Så er det tid til at finde skåneærmerne og havehandskerne frem, når Sorø Bibliotek inviterer til en eftermiddag fyldt med tips og tricks til en bæredygtig husholdning. På dagen tager vi den karismatiske stifter af Ankerhus Husholdningsseminarium, Magdalene Lauridsens tanker om nærende spare-kost under kærlig behandling og får tips til en moderne køkkenhave af den kendte havekspert Jesper Corfitzen. 

Hvad har moderne køkkenhaver med Magdalene Lauridsen at gøre? Det vil Sorø Bibliotek prøve at give et svar på mandag den 7. oktober med Biblo på udebane-arrangementet Mad, Magdalene og moderne køkkenhaver. Her vil vi se nærmere på Magdalene Lauridsens tanker og føre dem op i en nutidig sammenhæng.

Magdalene er en af Sorøs mest kendte kvinder gennem tiden, og hendes navn er uløseligt forbundet med Sorø Husholdningsskole, som var den første i Danmark og senere Ankerhus Husholdningsseminarium, der også rummede et stort haveanlæg med køkkenhaver. Men Magdalenes tanker begrænsede sig ikke til det smukke område ved Pedersborg Sø. Hun uddannede husholdningslærerinder, der rejste rundt i hele landet for at sprede budskabet om sund og nærende spare-kost lavet af danske råvarer.

Dagen starter på Ankerhus, hvor lektor Thomas Rogert Aagren vil vise rundt i Magdalenes hjem. Dernæst har vi inviteret den farverige madhistoriker og etnolog Frederikke Heick, der vil give os en malerisk introduktion til Magdelenes tanker og give et bud på, hvorfor de er blevet relevante i vores moderne hverdag.

På en dag der i den grad står i madens tegn, vil der naturligvis også være smagsprøver fra Magdalenes kogebog, inden den populære haveekspert Jesper Corfitzen, der er kendt fra TV2, vil fortælle om, hvordan man indretter en moderne køkkenhave.

Dagen afsluttes af et musikalsk indslag.

Gå ikke glip af denne enestående mulighed for at besøge Ankerhus inden det lukker og hør om den store personlighed, der var med til at grundlægge den spændende uddannelsesinstitution, som har præget Sorø gennem årtier.

 

Info om arrangementet

Mandag 7. oktober kl. 13-17

Sted: Ankerhus

Billetpris: 90,-

Kan købes fra den 10. september på bibliotekerne i Sorø og Dianalund samt på bibliotekets hjemmeside.