Dorthe med bogen "Velkommen til Floras sommerkøkken"
Dorthe med bogen "Velkommen til Floras sommerkøkken"

Dorthe Anbefaler

Af doha
13.04.20
Dorthe anbefaler 5 gode bøger, sæt dem på din huskeliste eller lån dem på eReolen. OBS: Det er ikke alle titlerne, som er på eReolen.

Hvad hedder du og hvad er dit arbejde? Hej jeg hedder Dorthe og biblioteksassistent. Min hverdag foregår dels på Sorø Bibliotek og dels på Dianalund Bibliotek. I mit dagligdag arbejder jeg med systemadministration og som det væsentligste arbejder jeg i Info-teamet, hvor jeg møder jer lånere. Min inspiration til læsning finder jeg i de nye bøger, der går gennem mit kontor på vej ud til udlån.

Hvad læser du lige nu? Lige nu er jeg i gang med at læse Vera af Anne Swärd.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig? En af de bøger, der har betydet meget for mig er ”Dansen med Regitze” af Martha Christensen. Hendes skildring af samfunds klasser og normer er så rammende og giver et meget realistisk billede

Hvad har været din største læseoplevelse det sidste år?

En af de største læseoplevelser inden for det sidste år er ”Stormene” af Maria Helleberg. En roman der foregår i reformationstiden og handler om biskop Stygge Krumpen. Blandingen af den faktuelle historie sammen med fiktionen fungerer utrolig godt. Maria Helleberg er fantastisk god til at servere historie på en let tilgængelig måde

Er der en bog/genre du ikke bryder dig om? Jeg læser ikke fantasy og science fiktion, da jeg har svært ved at leve mig ind i den genre. Krimier er heller ikke det foretrukne, men hvis de ikke er for bloddryppende, læser jeg dem ind imellem f.eks. Sara Blædel og Elsebeth Egholm

Hvilke 5 titler, kan du anbefale til huskelisten?
Den spændende
Daniela Tully: Hotellet ved skyggesøen
Tyske Maya sætter sig for at finde ud af, hvorfor farmoren døde i USA. Det bringer hende til et hotel drevet i generationer af en magtfuld familie, som har hemmeligheder de helst vil skjule. En roman der rummer mystik og historie. Bogen formår at holde spændingen til det sidste på en underholdende facon.

 

Feel good romanen
Lucinda Riley: Sommerfugleværelset. Posy Mantaque er vokset op i det smukke admiral House. Mens hun nærmer sig de 70 år, får hun klarhed over den forfærdelige tragedie, der kom til at præge hele hendes liv. En rigtig feel good bog, hvor alting ender godt. Hyggelig læsning der fænger fra side 1.

Den historiske 
Jan Guillou: Brobyggerne. 1. del af serien ”Det store århundrede”. Brødrene Lauritz, Sverre og Oscar fra Bergen er store tekniske begavelser, der i 1901 som nyuddannede ingeniører og verdensmænd er fulde af tro på fremtiden og på teknikkens landvindinger. Men kærligheden spiller dem et puds, og første verdenskrig vender op og ned på alting. Som sagt 1. del af en underholdende serie, der kommer i alt 10 bind.. Guillou er fantastisk til at skildre historien, som starter i Norge  og kommer både til Tyskland, England, Afrika, Sverige og Danmark. Vi får hele den historiske udvikling helt op til nutiden flettet ind i fiktionens verden. Her er underholdning til mange gode timer.

Endnu en historisk
Jeffrey Archer: Hvor der er vilje, 1. del af Clifton Krøniken. Harry klarer sig godt på trods af en fattig opvækst. Sandheden om hans fars død, får dog vidtrækkende konsekvenser. Roman om klasseforskelle, familie hemmeligheder og kærlighed i mellemkrigstidens England. Ligesom Guillou er Archer fantastisk til at lave en nøjagtig research på den faktuelle historiske periode. Serien tager os med ud i store dele af verden og beskriver forholdene i de enkelte kontinenter. Serien starter i 1900 og gennem bøgerne føres vi op til vores nutid.

Den sjove
Karin Brunk Holmqvist: Potensgiverne. Underfundig fortælling om de ugifte søstre Elida og Tilda på 78 og 72, hvis gammeldags, regelbundne liv i barndomshjemmet i Skåne får en spændende drejning, da Alvar Klemens fra Sundsvall bliver deres nabo. En virkelig sjov bog, hvor man tænker nu kan det da ikke blive værre, jo det kan det godt. Forfatteren formår trods det til tider rablende at fastholde det morsomme, så du som læser føler dig underholdt.