Anni med bogen Offer 2117
Anni med bogen Offer 2117

Anni anbefaler

Af doha
30.03.20
Anni anbefaler 5 gode bøger, sæt dem på din huskeliste eller lån dem på eReolen. OBS: Det er ikke alle titlerne, som er på eReolen.

Hvad hedder du og hvad er dit arbejde? Mit navn er Anni og jeg er biblioteksassistent. I møder mig i Informationen og på Bykontoret. Derudover har jeg en masse opgaver ”bag kulissen” inde på kontoret.

Hvad læser du lige nu? I øjeblikket læser jeg Jussi Adler-Olsens bog "Offer 2117", den 8. og foreløbig sidste i krimi serien om Afdeling Q.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig? Det er et godt spørgsmål, lige nu er jeg rystet efter at have læst Sara Omars bøger "Dødevaskeren" og "Skyggedanseren" forfærdelige beretninger om kvindeundertrykkelse i den muslimske verden.

Hvad har været din største læseoplevelse det sidste år? Jeg tror, det må være "Hvor flodkrebsene synger" af Delia Owens. Handlingen foregår i marsken ved den stille by Barkley Cove ved North Carolinas kyst i 1950´erne. Pigen Kya bliver gradvist forladt af hele sin familie og må lære at leve alene i marsken, hvor dyrelivet er hendes eneste selvskab. Hun bliver boksen og to vist forskellige unge mænd, kommer til at afgøre hendes skæbne. En meget rørende og hjerteskærende fortælling med en overraskende slutning.

Er der en bog/genre du ikke bryder dig om? Jeg ved ikke om, der er en genre jeg ikke bryder mig om, men bøger med en meget langsom handling og meget beskrivelse, kan jeg have svært ved at komme igennem.

Hvilke 5 titler, kan du anbefale til huskelisten?
Lone Theis krimiserie om Nora Sand. Der er foreløbig 4 bøger i serien og "Pigerne fra Englandsbåden" er den første.
 

Hvis man har læst Maria Helleberg roman "Kvinderne fra Thy" må man huske at sætte "Søstrene fra Thy" på listen, den venter jeg selv på.

 

Ole Frøstrups roman "Sofie", er første del af en trilogi. Det er god og nærværende læsning. Slægtsromanen foregår i 1930´erne og fremefter. Man genkender området omkring Isefjorden ved Holbæk.

Så ser jeg frem til at læse Alex Michaelides "Den tavse patient", denne spændingsroman ligger og venter på mit bord. Den har fået suveræne anmeldelser, og min ”private anmelder” er også begejstret.

Til slut vil jeg anbefale "Italiensvej" af Anna Grue. En hyggelig roman om en ung kvinde i 1960érne. Et tidsbillede af en kvindes liv og hverdag som fin lægefrue. Vi er da kommet lidt videre, siden da – men det er selvfølgelig også snart 60 år siden.