Anbefaling: Gunnar Staalesens Bergen-trilogi

Af elte
19.10.15
Til dig, der venter på næste bind af Jan Guillous slægtsroman fra det 20. århundrede.

 1900 af Gunnar Staalesen

Hvis du hører til dem, der med begejstring har læst dig igennem de 4 første bind af Jan Guillous stort anlagte værk om det 20. århundrede (Brobyggerne, Dandy, Mellem rødt og sort og Ikke at ville se) og måske synes, at ventetiden på bind 5 (Blå stjerne) er alt for lang, er der hjælp at hente.

Bergens historie
Den norske forfatter Gunnar Staalesen, som er bedst kendt for sine mange kriminalromaner med detektiven Varg Veum i hovedrollen, har skrevet en underholdende romantrilogi, der tager udgangspunkt i fire familiers liv, som de udspiller sig i Bergen på baggrund af det 20. århundredes politiske begivenheder. Bøgerne udkom på dansk i hhv. 1998, 1999 og 2001.

Staalesen lader første bind af sin trilogi tage udgangspunkt i et celebert mord, der finder sted nytårsaften år 1900, på tærsklen til det nye århundrede. Først i 3. bind, 1800 sider senere - i år 1999, bliver mordet opklaret.

En underholdende slægtskrønike
Trilogien er historien om en by og dens mennesker. De tre bøger, som nordmændene kalder Bergen-trilogien, er i et par af de danske anmeldelser blevet kaldt "Matador på norsk" og sammenligningen er ikke helt ved siden af. Ved at fokusere på hverdagen hos en række bergensiske familier fra både de højeste og de laveste sociale lag, gør Staalesen det 20. århundredes samfundsomvæltende begivenheder nærværende og vedkommende, akkurat som det er lykkedes fo Lise Nørgaard med Matador.

Staalesen formår at komme omkring det 20. århundredes vigtigste begivenheder i sit 3-binds værk. Jan Guillou planlægger at hans familiesaga fra det samme århundrede skal strække sig over 10 bind. Det må vi håbe han når. Efter at have læst Staalesens Bergen-trilogi er jeg ikke i tvivl om, at Guillou står i stor gæld til ham. Det er der ikke noget galt i, og bøgerne supplerer hinanden på smukkeste vis. For en skandinav er det næsten et 'must' at læse begge forfatteres udlægning af et århundrede, som mange af os er rundet af. Foreløbig god fornøjelse med 'Bergen-trilogien' som består af:

Bd.1: '1900 morgenrøde'

Bd.2: '1950 High Noon'

Bd.3: '1999 aftensang'

 

Oprindelig skrevet af Subuus, Københavns Biblioteker.

Materialer