Abdel Aziz Mahmoud vinder Læsernes Bogpris 2017

Af elte
31.03.17
Efter 5 ugers afstemning på landets biblioteker og i Berlingske, blev det Abdel Aziz Mahmoud som torsdag aften vandt for ”Hvor taler du flot dansk!”.

Prisen er netop blevet overrakt på Danmarks Biblioteksforenings Bibliotekspolitiske Topmøde i Korsør.

På bibliotekernes litteratursite ’Litteratursiden’ omtales den prisvindende bog bl.a. således:

”Hvor taler du flot dansk!” er en tankevækkende og meget morsom bog om at være dansker med indvandrerbaggrund. Bogen er en slags selvbiografi, men det er også et væsentligt debatindlæg, hvor Abdel bruger sig selv og sin families historie. Han beskriver, hvordan tonen har ændret sig markant i flygtninge- indvandrerdebatten, siden han kom til Danmark i 1984.

Han fortæller om sine forældrenes kamp for at finde fodfæste i det danske samfund og få lov til at arbejde, om deres insisteren på at tale arabisk i hjemmet, om sin skolegang og om sine søskende. Det er en væsentlig bog i integrationsdebatten, som tager fat på myterne og dobbelt moralen.

Prisen uddeles hvert år af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske i tæt samarbejde med landets biblioteker.

Se video fra prisoverrækkelsen på www.facebook.com/DanmarksBiblioteksforening

Stort tillykke med Læsernes bogpris 2017 til Abdel Aziz Mahmoud!
 

Materialer