Hold Hjernen Frisk er for seniorer i alderen 60 til 75 år

Om dette arrangement

Tid
9:30 - 12:00
Pris
100 Kr
Lokalitet
Ruds Vedby Sognegård
Rudsgade 15C
4291 Ruds Vedby
Lokalitet
Ruds Vedby Sognegård
Arrangører
Målgruppe
For voksne
For voksne

Hold Hjernen Frisk ved at træne erindringsevnen - få ledige pladser

19.08.21 - 14.10.21
Kultur, bevægelse og samvær for seniorer i Ruds Vedby og omegn.

Hold Hjernen Frisk er et forløb over ni gange med aktiviteter, foredrag og gåture. Hver aktivitet har fokus på at træne evnen til at erindre.
Erindringsevnen er grundlæggende for vores oplevelse af identitet og sammenhæng i livet, og afgørende for vores evne til at indgå i sociale relationer såvel som at kunne forestille os fremtiden.
Erindringsevnen er som en muskel. Den skal trænes, hvis den skal være stærk hele livet.

Godt nyt om hjernen 

Forskning viser, at fysisk aktivitet, mental stimulering og socialt samvær er vigtige elementer; og det er aldrig for sent at gå i gang! Derfor deltager vi i et innovativt pilotprojekt støttet af Nordea-fonden, som DGI, Slots- og Kulturstyrelsen, Sangens Hus og Dansekapellet står bag. Projektet hedder Hold Hjernen Frisk og skal inspirere seniorer til at holde sig i gang - fysisk, mentalt og socialt.

Program for Hold Hjernen Frisk i Ruds Vedby

(Der tages forbehold for ændringer i programmet)

Huskelege og samtalesalon om erindringer
Torsdag 19. august kl. 9.30 – 12.00

Historisk byvandring
Torsdag 26. august kl 9.30 – 12.00

Godt nyt om gamle hjerner v. Henning Kirk  
Torsdag 2. september kl. 19.00 – 21.00

Salmevers og fællessang
Torsdag 9. september kl. 9.30 - 12.00

Hinkeruder og fælleslæsning
Torsdag 16. september kl. 9.30 – 12.00

Om mærkedage og ceremonier
Torsdag 23. september kl. 9.30 - 12.00

Denne gang skal vi have pulsen op med en tur op i kirketårnet, hvorfra vi kan skue ud over hele Ruds Vedby, inden vi sætter os tilrette inden i kirken for at tale om livets mærkedage og ceremonier. Vi har bedt sognepræst Marianne Lekven Agerholm indlede med et oplæg om, hvorfor vi har brug for traditioner. Undervejs skal vi huske at strække kroppen, særlig stræk af lægmusklerne efter tårnturen.
Der er kaffe og boller i sognegården. 

Kunsten at fortælle livet v. Erik Lindsø
Torsdag 30. september kl. 19 – 20.30
”Når livet leves, erfares det – når livet elskes, forklares det,” siger Erik Lindsø, der mener, at livshistorien er der, hvor vi har en mulighed for en forklaring på vores liv.
Vi har inviteret forfatter og foredragsholder Erik Lindsø til at fortælle om kunsten at fortælle sine historier.
Foredraget er åbent for alle ved tilmelding via Sorø Biblioteks hjemmeside, så inviter gerne en ledsager med. Der er reserveret pladser til alle deltagere på Hold Hjernen Frisk-holdet.

Lyden af Beatles v. Per Wium
Torsdag 7. oktober kl. 9.30 - 12.00

Om man er fra et hjem med klaver eller ej … alle kan nynne med på Beatles’ sange og alle +40 ved, hvor de var, da de hørte om John Lennons død. Musikformidler Per Wium ved en hel del mere om Beatles og vil berette for os om de fire drenge fra Liverpool. Men først skal vi ud og strække ben og strække hjerneceller.
Der er kaffe og kage, når vi kommer tilbage til sognegården.
 

Erindringer om bordets glæder
OBS! Vi mødes på Sorø Fagskole, tidl. Sorø Husholdningsskole
Torsdag 14. oktober kl. 9.30 – 12.00

Brunkål, kiksekage og mors frikadeller. Blot tanken om barndommens livretter kan få mundvandet til at løbe. Og denne gang – der er den sidste gang i forløbet – handler om, hvordan vores sanser kan fremkalde erindringer. 
Elever fra Sorø Fagskole inviterer på små smagsprøver fra efterkrigens køkken og årene frem, krydret med korte oplæg og opskrifter, men før vi skal smage lækkerierne, bliver vi vist rundt på den gamle, fine skole som emmer af minder og historier.

Praktiske oplysninger

Vær opmærksom på, at man for 100 kr. melder sig til hele forløbet,  inkl. de to foredragsaftner.
Vi starter og slutter hver gang i Ruds Vedbys sognegård. Sidste gang foregår dog i Sorø.
Vi går ca. 3 – 6 km. Husk at tøj og sko skal passe til vejr, terræn og aktiviteter.
Vi går ud i al slags vejr. Kun ved meget voldsomt vejr bliver vi indendørs.
Alle aktiviteter gennemføres naturligvis efter de gældende Covid-19 restriktioner.

Tak til

Ruds Vedby Kirke, Gåbussen, Foreningen Ruds Vedby Historie og til de frivillige, der har været med til at stable dette program på benene, der er støttet af Nordea-fonden.

Man er velkommen til at kontakte bibliotekar Randi Petersen, hvis man har spørgsmål til forløbet. Tlf. nr. 5787 7004 eller email: rdkp@soroe.dk