Om dette arrangement

Tid
(Hele dagen)
Pris
Gratis
Bibliotek
Målgruppe
For alle
For alle

Marts måneds udstiller: Lone Korsbæk

01.03.17 - 31.03.17
Marts måneds udstiller på Sorø Bibliotek er Lone Korsbæk fra Sorø, der udstiller et bredt udsnit af sine akryl billeder.

Ideer og kaos

Kodeordet for mit maleri i øjeblikket er kaos. Ikke på grund af motiverne, men fordi ideerne står i kø, og jeg arbejder med flere af dem på én gang. De stritter i alle retninger, og det får de lov til. 

Jeg er optaget af dynamik og bevægelse som man f.eks. kan se det i bølgerne på havet eller i plovfurerne på marken. Og jeg er også optaget af, hvordan jeg kan male former, der er spændstige uden at skulle forestille noget bestemt. Ind imellem arbejder jeg med abstraktioner over genkendelige figurer ofte med en indbygget fortælling. Mine billeder er derfor meget forskellige i øjeblikket, og det vil man kunne se på biblioteket i marts måned. 

Jeg har malet i mange år – især akryl på lærred - og jeg har også stiftet bekendtskab med andre former for udtryk, bl.a. keramik og foto. Jeg har modtaget undervisning af en række forskellige malere gennem årene. Hver eneste af dem har givet ny læring, som jeg har kunnet arbejde videre med. For tiden får jeg jævnligt supervision hos en maler, dvs. et par dage ad gangen flere gange om året. Det er nok en af grundene til, at idéerne myldrer kaotisk frem og vil undersøges og afprøves.

 Inspirationen finder jeg meget i naturen, der er fuldstændig uudtømmelig for former og farver, lys og skygge, drama og stilhed. Jeg behøver blot at gå ud ad min havedør eller lægge mærke til landskabet, når jeg kører på arbejde. Eller himlen. Men faktisk er jeg også inspireret af det landskab, jeg har med mig i erindringen fra min hjemstavn i det vestlige Vendsyssel. Her er horisonten lav og himlen høj. Og havet er ofte meget kraftfuldt og dynamisk.