Om dette arrangement
Bondebals dans som i Holbergs tid
Med spillemænd og folkedansere på Sorøs Grønne Scene er der garanti for fest i gaden i anledning af den historiske festival 1684-1862.
De lokale folkedansergrupper arbejder for at holde de gamle dansetraditioner i live. Stenlille folkedansere og Sorø og omegns folkedansere er 2 af dem her i lokalområdet.
De vil optræde i deres fine dragter - mestendels fra Sorøs omegn. De er lavet af vadmel (uld) og katun (bomuld) eller blandinger af disse stoffer. Mange har fine kniplinger i hovedlinet,(lin - hør), som skal stives. Silke er også repræsenteret - ofte i tørklæder eller forklæder.
Dansene kommer fra forskellige egne, men dansedes med få forskelle i det meste af landet.
Bønderne efterlignede de danse, der blev danset i købstæderne, som igen fik den fra hoffet - både det danske og det franske. Fx. kommer menuet fra Frankrig - som man vil kunne opleve.
Mange af dansene havde sangtekster tilknyttet - folkedanserne danser et par af dem. Nogle danse går ret langt tilbage - sidst i 1600 årene og frem til midten og sidst i 1800 tallet. De ældste er ofte kredsdanse.
Danserne vil give en prøve på forskellige slags danse. Ind i mellem er der danse hvor publikum kan være med - nogle af disse danse er gamle - nogle lidt yngre.
Alle er velkomne. Fri entré.
Bliver det regnvejr spiller vi op til dans inde på børnebiblioteket.