|
 |
Kedelhuset på Sorø Bibliotek
I september måned udstiller det
arbejdende værksted Kedelhuset i Kunstgangen på Sorø Bibliotek.
Kedelhuset er et arbejdende værksted,
primært for psykiatribrugere. Der er knyttet en butik til
værkstedet, hvor de producerede ting sælges fra. Kedelhuset
arbejder tæt sammen med tekstilværkstedet Solsikken, der også
leverer mange varer til butikken.
I Kedelhuset arbejdes der i særdeleshed med maleri, formgivning
og udsmykning. Herudover fremstilles der også smykker og
stearinlys og der arbejdes i træ. Ideerne opstår ofte ud af
gensidig inspiration, og tit nås det endelige resultat ved
fælles hjælp. Der er en meget stor glæde ved at være med til at
fremstille ting, som folk har lyst til at købe. I Kedelhuset er
dét at male meget lystbetonet, forstået på den måde at de større
malerier aldrig er en del af en produktion, som det fx kan være
ved fremstilling af juleting og stearinlys. Man maler kun hvis
man har lyst og føler sig inspireret. Men ofte smitter det – og
der kan pludselig være flere om staffeliet. Hverdagens
oplevelser, stemninger og sindstilstand kommer ofte til udtryk
på lærredet.
Kedelhuset er glade for at kunne udstille på biblioteket, for på
den måde at blive endnu mere synlige i nærområdet. Kedelhuset
har adresse på Rådhusvej nr. 17, med indgang fra Fægangen. Der
er åbent mandag-torsdag fra 10-14.30 samt fredag fra 10-14.
Ligeledes er der åbent den første lørdag i måneden fra 10-14.
Udstillingen kan ses i Kunstgangen 1.sal i Bibliotekets almindelige
åbningstid
|

|
September måneds udstiller på Stenlille Bibliotek er Flemming
Hansen, Alsted
At
tegne og male er at skabe og det er netop hvad kunstmaler og
arkitekt Flemming Hansen gør.
Flemming Hansen er uddannet arkitekt på Kunstakademiets
arkitektskole. Som medarbejder på Professorerne Viggo Møller-Jensen
og Tyge Arnfred Tegnestue har han tegnet Skælskør Folkehøjskole og
udbygning af bl.a. Askov Højskole, Uldum Højskole, Rødding Højskole,
skitseoplæg til udbygning af yderligere en række folkehøjskoler.
Flemming Hansen fik senere sin egen tegnestue hvor de væsentligste
arbejder var indkøbscentret SMS i Torshavn, Elevboliger Uldum
Højskole. Indkøb af to åbne konkurrencer, Nordens Hus i Torshavn og
Sejlerhus på Rungsted Havn. Tegnestuen betød at han i en længere
periode som kunstner stoppede med at tegne og male. Lysten var der
dog altid og i 1990’erne valgte han at drosle ned med tegnestuen og
fik igen tid til at arbejde som kunstner udenfor arkitekterhvervet.
Flemming Hansen er en utrolig alsidig kunstmaler. Han arbejder
indenfor mange genrer, akvarel og akryl på lærred hvor interessen er
byrum og landskaber, samt oliemaleri hvor det er den kvindelige krop
der er hans hovedmotiv. I 2007 udførte Flemming Hansen
illustrationerne til årets ringstedkalender, som i 25 år er blevet
udgivet af Tryk Malchow Prinfomega. Kalenderen er illustreret
med bygninger og steder i Ringsted Kommune.
”At tegne huse som kan tale er
utroligt spændende, men som billedmager kan man på en lignende måde,
som man skitserer huse, arbejde sig ind i billedmotivets
proportioner, form og bevægelse.”
Citat, Flemming Hansen
Udstillingen kan ses i Bibliotekets
åbningstid
|

|
September måneds udstiller i Montren på
Stenlille Bibliotek er Den lokale filter, Vibeke Ditlevsen fra
Munke-Bjergby.
Vibeke Ditlevsen er med i den nye filtebog Filte Fantasier, og
udstiller i september måned på Stenlille Bibliotek. Her vil man bl.a.
kunne se de naturtro orkideer, der er med i bogen.
”Min tilgang til filtens vidunderlige verden – jeg havde i nogle år gået
og set på ”det der” med uld, sæbe og vand! Jeg vævede og underviste i
billed- og formvævning på aftenskole, så ”det der” blev ikke til noget,
før jeg i maj 1989 kom på et 6-timers introduktionskursus i filtning –
så var det sket! En hel ny verden åbnede sig for mig – en verden som jeg
ikke havde oplevet før – hvor jeg kunne udtrykke mig og lade fantasien
blomstre – kort sagt jeg blev, og er stadig bidt af filtning.
I arbejdet med teknikken nålefiltning er jeg selvlært – her har jeg
prøvet mig frem og har fundet min helt egen stil. De botaniske blomster
har jeg filtet siden 2003 – og i lighed med mine dyr, vil jeg også gerne
have blomsterne så naturtro som muligt”
Filtningen der kan ses på Stenlille
Bibliotek er nålefiltning – en teknik, som Vibeke skal undervise i på
aftenskole her til efteråret, hos LOF, Sorø og Gørlev Aftenskole.
Vibeke har undervist i filtning siden 1992 –
er medforfatter til ”Filtevenindernes Dyrebog” – skrevet artikler til
Håndarbejdsbladet – i tråd med tiden. Har bl.a. udstillet: Kirke
Sonnerup Kunsthåndværk, Skinnskatteberg i Sverige, Viborg Stifts Museum,
Stenlille Rådhus, International Filtfestival i Bergen, Lyngby Mølle,
Farver Hammers Gård i Roskilde, Amtsgården i Sorø, Centralbiblioteket i
Slagelse, Hørvævsmuseet Krengerup Gods, Vikingemuseet Trelleborg,
Filtevent 2010 i Silkeborg.
Udstillingen er et besøg værd og kan ses i
Bibliotekets åbningstider.
|